
Mandag begynder retssagen mod pigen, som tidligere på året angiveligt satte ild til Thisted Rådhus.
En 17-årig pige fra Esbjerg sidder mandag på anklagebænken ved Retten i Holstebro.
Her er hun tiltalt for at have sat ild til Thisted Rådhus.
– Jeg forventer, hun kommer til erkende gerningen, så spørgsmålet er bare, hvad det skal koste i forhold til sanktion, fortæller Mira Kirstine Tøfting Biering, der er forsvarsadvokat for pigen, til TV MIDTVEST.
Fortryder sin handling
Episoden fandt sted natten til den 25. maj i år, og på det tidspunkt var pigen 16 år gammel.
Ifølge anklageskriftet skulle pigen først have sat ild til en container uden for rådhuset, og derefter skulle hun have knust en rude og trængt ind i selve bygningen. Her skulle hun angiveligt have sat ild flere steder ved hjælp af brandbare væsker.
Branden betød, at borgerservice på Thisted Rådhus måtte holde lukket den efterfølgende uge for at få styr på skaderne.
Den dengang 16-årige pige blev dagen efter branden fremstillet i grundlovsforhør, og efterfølgende blev hun varetægtsfængslet i fire uger i surrogat. Det betyder, at hun blev placeret på en institution i stedet for i et rigtigt fængsel.
Nu kommer sagen så for retten.
– Hun har det ikke særlig godt, og hun fortryder, hvad hun har gjort. Der var nogle omstændigheder, der pressede hende på daværende tidspunkt, og hun kommer til at give sin version foran retten, fortæller Mira Kirstine Tøfting Biering, der er forsvarsadvokat for pigen.
Hvad bliver straffen så?
Den 17-årige pige er nu tiltalt for Straffelovens paragraf 180, som omhandler ildspåsættelse, hvor andres liv kommer i overhængende fare. Det er en paragraf, som har en strafferamme på helt op til livstid.
Forsvarsadvokat Mira Kirstine Tøfting Biering mener dog på ingen måde, at den her sag bør komme i nærheden af det.
– Mit udgangspunkt er et år og tre måneders fængsel, hvor et år skal gøres betinget. Jeg mener, der skal lægges vægt på, at det er et førstegangstilfælde, siger hun.
Der er afsat én retsdag til sagen, men det er uvist, om der falder dom mandag.