
Gerningsmand bag drab på hotel var sindssyg i gerningsøjeblikket og skal anbringes på psykiatrisk afdeling.
En 34-årig mand har fredag formiddag i Retten på Frederiksberg tilstået, at han dræbte en 42-årig transkønnet kvinde på Hotel Scandic i Sydhavnen i juli sidste år.
Manden, der var sindssyg i gerningsøjeblikket, er blevet fundet skyldig og dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling.
Der er ikke fastsat en længstetid for anbringelsen.
– Det er fuldt ud bevist, at du begik drabet den pågældende nat. Det stemmer også med din tilståelse, siger dommeren om afgørelsen.
Drabet på den 42-årige, der var født som mand, men som fremstod som en kvinde, fandt sted natten til 9. juli sidste år.
Den 34-årige forklarer i retten, at han på gerningstidspunktet ikke havde sovet i flere døgn, og at han var meget påvirket af stoffer – især kokain og skunk.
Dræbt med flere knivstik
Manden havde fundet offeret på en escortside, hvor han var blevet overbevist om, at der var tale om en dæmon.
På hotelværelset dræbte han den 42-årige med flere knivstik.
Han gør det i sin forklaring klart, at drabet ikke havde noget at gøre med offerets kønsidentitet.
– Det kunne have været hvem som helst, siger han.
Efter drabet tog han hjem og gik i bad, inden han meldte sig til politiet på Station Bellahøj i København.
Anklager Andreas Juhl spørger den 34-årige, hvorfor han meldte sig selv til politiet.
– Fordi jeg var til fare for mig selv og andre, og fordi jeg havde begået et drab, siger han.
Både anklageren og den 34-åriges forsvarsadvokat, Lise Frandsen, siger i deres procedure, at den tiltalte bør dømmes til anbringelse på psykiatrisk afdeling, og at der ikke skal fastsættes en slutdato for anbringelsen.
Det er det samme, som Retslægerådet har anbefalet i sagen. I en udtalelse fra Retslægerådet lyder det, at den 34-årige var sindssyg i gerningsøjeblikket, og at han formentlig stadig er det.
Og det er retten altså enig i.
Den 34-årige skal betale 132.000 kroner i erstatning til offerets mor, der er bosat i Spanien.
Gerningsmanden modtog dommen på stedet.