Muligheden for at retsforfølge Mette Frederiksen for minksagen forsvinder lige om lidt. Flere minkavlere er skuffede over erstatningen for løftebrud.
Knud Vest havde arbejdet i minkbranchen i over 50 år, da Mette Frederiksen på en skrattende videoforbindelse pludselig gjorde en ende på det.
Det var på et pressemøde 4. november 2020, hvor hun med henvisning til folkesundheden og frygt for coronavaccinernes effekt krævede alle landets over 15 millioner mink slået ned.
Det er snart fem år siden. Og på mange måder er Knud Vest kommet videre.
Burrerne til hans 27.000 mink er for længst væk, han har fået omkring 25 millioner kroner i erstatning og er i dag ved at omdanne den tidligere minkfarm nær Jyllinge ved Roskilde Fjord til ”bed and breakfast”. Alligevel kan den tidligere minkavler ikke helt ryste Mette Frederiksens beslutning af sig.
– Hele mit liv fra jeg var 17 år har jeg arbejdet for det her erhverv. Og det har hun bare spoleret og sprængt i luften. Det kommer jeg aldrig til at kunne tilgive hende for, siger Knud Vest.
Mette Frederiksen på pressemødet i november 2020, hvor hun kom med meldingen om at alle mink skulle aflives.
Han er langt fra den eneste, der ikke kan tilgive Mette Frederiksen og hendes daværende S-regering for ikke at have haft lovgrundlaget på plads til den meget indgribende beslutning.
En række partier har derfor forsøgt at drage Mette Frederiksen juridisk til ansvar.
Og ved valget i november 2022 sammensatte vælgerne et Folketing, hvor et flertal inden valget lovede, at de ville lade advokater undersøge grundlaget for at stille hende for en rigsret.
Alligevel er det ikke sket.
Venstre og Moderaterne løb fra deres valgløfter for i stedet at gå i regering med Mette Frederiksen.
Og som TV 2 i dag kan fortælle, forsvinder muligheden for at nå at lave en advokatundersøgelse lige om lidt. Ved rigsretten er der nemlig en forældelsesfrist på fem år. Dermed er Mette Frederiksen snart endegyldigt fri af minksagen, og det huer bestemt ikke Knud Vest.
– Min opfattelse er firkantet klar, hun burde for en rigsret, siger Knud Vest. En ”bananrepublik”
Mette Frederiksens juridiske ansvar minksagen har været genstand for voldsom debat.
Minkkommissionen, som var nedsat af Folketinget, udkom i sommeren 2022 med en lang rapport. Her var vurderingen, at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet var ”groft vildledende”, men at Mette Frederiksen ikke vidste, at der manglede lovhjemmel.
Hendes juridiske ansvar blev dog ikke vurderet af Minkkommissionen. Det er derfor, at mange partier har ønsket at lade uvildige advokater vurdere sagen for undersøge grundlaget for en rigsretssag.
Tre juridiske professorer har dog af egen drift nærlæst minkkommissionens beretning og vurderet, at Mette Frederiksen ikke har overtrådt loven.
På den anden side har professor i strafferet på Aarhus Universitet Lasse Lund Madsen udtalt, at han “hælder” til, at Mette Frederiksen ville kunne dømmes. Knud Vest er langt fra at være jurist, men han er overbevist om, at der er noget at komme efter i rigsretten. Derfor håber han, at politikerne i sidste øjeblik ombestemmer sig, inden det er for sent.
Han afviser, at hævn driver hans ønske om en rigsretssag.
– Jeg går ikke rundt og hader hende. Men det vil betyde meget for respekten for retssikkerheden her i landet. Vi er ikke en bananrepublik, siger Knud Vest.
Det er dog ikke alle de tidligere minkavlere, der er lige opsatte på at sende Mette Frederiksen for en rigsret.
Minkavler så værdi i løftebrud
Ved Kjellerup nær Viborg havde John Papsø drevet minkfarm med sin familie i 30 år, da Mette Frederiksen tog beslutningen om at slå alle mink ned.
Han kommer ikke til at tilgive statsministeren.
Alligevel kunne han godt leve med, at Venstre og Moderaterne løb fra deres valgløfte om en advokatvurdering for i stedet at gå i regering med Mette Frederiksen i december 2022.
John Papsøs accept af løftebruddet skyldes, at der i stedet blev skrevet ind i regeringsgrundlaget, at minkavlerne blev lovet hurtigere udbetaling af deres erstatninger.
– Jeg havde det ok med, at hun slap for rigsretten, mod at vi fik en hurtigere afgørelse på vores erstatninger. Det ville jeg få noget ud af personligt, og så var vi ligesom videre med vores liv, forklarer John Papsø.
John Papsø foran sin nu nedlagte minkfarm ved Kjellerup nær Viborg.
Problemet er bare, at det fortsat går meget langsomt med at få udbetalt erstatningerne, som med en samlet regning på små 30 milliarder også er blevet langt, langt dyrere end ventet.
Status denne sommer er, at under en fjerdedel af minkvirksomhederne har fået udbetalt erstatning.
Og John Papsø er en af de mange minkavlere, der fortsat venter og kan komme til det flere år endnu. Havde forventet mere af Venstre
Venstres nuværende formand, Troels Lund Poulsen, lovede ellers lige inden folketingsvalget i november 2022, at minkavlerne senest i 2024 ville få deres erstatninger, hvis der kom et blåt flertal.
Det gjorde han i et nu fjernet indlæg på Venstres hjemmeside. Et blåt flertal kom der som bekendt ikke.
Men selvom Troels Lund Poulsen i dag er placeret helt i toppen af regeringens hierarki og på trods af, at den ansvarlige minister på området, landbrug- og fødevareminister Jacob Jensen, også er fra Venstre, går det meget langsomt med udbetalingerne.
Det frustrerer John Papsø.
Han mener ikke, at minkavlerne har fået det, de blev stillet i udsigt, da advokatundersøgelsen blev droppet.
– Det var intet værd. Der bliver slet ikke taget ansvar for at få afviklet det her på en hurtig måde, siger John Papsø.
Tidligere minkavler Knud Vest, der selv er medlem af Venstre, mener, at Venstre med sin regeringsdeltagelse har hjulpet minkavlerne mere end ved at stå uden for.
Alligevel er han ikke imponeret over sit parti.
– Jeg havde håbet, at Venstres ministre havde mere power, end de har udvist. De har ikke vist så meget styrke, som jeg havde forventet, siger Knud Vest.
Minkavlere med til at afgøre hinandens erstatning
På trods af, at mange minkavlere ser sig selv som ofre, der uberettiget har fået ødelagt deres livsværk, har der også været en del kritik af dem.
Især af størrelsen på deres erstatninger, og måden de tildeles. Mediet Zetland har blandt andet beskrevet, at minkavlere har været med til at afgøre hinandens erstatningssager ved at sidde i de såkaldte erstatningskommissioner.
Her har minkavlere også kunnet være med til at afgøre principielle spørgsmål af afgørende karakter for fremtidige afgørelser om erstatningsstørrelser. Og dermed har minkavlere i teorien kunnet være med til at påvirke størrelsen på egen erstatning. Efter Zetland fortalte det, gik minister gik fødevareminister Jacob Jensen (V) ind og fjernede minkavlerne fra erstatningskommissionerne for at undgå ”mistanke om inhabilitet”.
Sagen gav anledning til hård kritik fra blandt andet Enhedslisten, som mente, at minkavlere havde “lagt det store dræn ind i statskassen”. – Det kan se mærkeligt ud
Knud Vest afviser al snak om, at minkavlerne har presset citronen for meget, og at nedlukningerne har forgyldt dem. Han har selv fået omkring 25 millioner i erstatning.
– Enhver lønmodtager, der ser sådan et beløb, vil jo sige, at det er voldsomt og alt for meget. Men nej, det er det ikke. Jeg havde 27.000 mink om året, og vi havde en god økonomi i minkbranchen. Der er ingen forgyldning i det.
Men jeg går ud fra, du er godt tilfreds med at have fået 25 millioner kroner?
– Nu siger du godt tilfreds. Nej, det er ikke noget med at være godt tilfreds. Jeg er tilfreds med det, fordi tallet ser rigtigt og fornuftigt ud. Men jeg er ikke tilfreds med at have fået ødelagt min virksomhed. Jeg havde meget hellere været det foruden.
John Papsø fra Kjellerup, mener heller ikke, at minkavlerne bliver forgyldt.
– Der var investeret rigtig mange penge, så selvfølgelig skal det også være sådan, at vi kan få det tilbage. Og så skal der være et beløb for det, man kunne have tjent de næste år, siger John Papsø.
Han vil ikke fortælle, hvor stor en erstatning, han har søgt om, men siger, at det er et ”fair” beløb.
Når du ikke vil fortælle, hvor stor erstatning du har søgt om, er det så fordi du tror, at nogle vil blive forargede?
– Det kan se mærkeligt ud, at man skal have et stort beløb, men det er ikke mere, end vi kunne have solgt farmen for, siger John Papsø.
Venstre: – Vi er også frustrerede
Hos Venstre siger politisk ordfører Jan E. Jørgensen, at han forstår minkavlernes frustrationer, og at Venstre også gerne så, at det gik hurtigere med udbetaling af erstatning.
– Men man må også have forståelse for, at det er rigtig mange minkavlere, og der er rigtig meget, der skal tages stilling til. Men vi har fuld fokus på, at erstatningerne bliver udbetalt så hurtigt som muligt, siger Jan E. Jørgensen.
Men I lovede jo i regeringsgrundlaget, at tempoet skulle op. Hvorfor går det så langsomt?
– Det går langsomt, fordi det er komplicerede vurderinger, og der skal foretages rigtig mange. Derfor tager det desværre noget tid.
Troels Lund Poulsen lovede inden folketingsvalget i 2022, at erstatningerne ville være udbetalt i 2024, hvis der kom blåt flertal. Nu er der ikke blåt flertal, men tog han munden for fuld?
– Det er en stor og kompliceret opgave, vi ikke har stået med tidligere i Danmarkshistorien mig bekendt. Det er på alle måder historisk, og derfor tager det noget tid. Vi er også frustrerede, men det går så hurtigt, som det kan.
Og i det lys var det vel også en letkøbt kritik i kom med, da I kritiserede den tidligere S-regering for ikke at få det udbetalt hurtigt nok?
– Det bliver meget tilbageskuende, og det er ikke der, jeg er. Jeg kigger ikke i bakspejlet, jeg kigger ud gennem forruden.
Josephine Kofoed Clausen havde set meget frem til være med i TV 2-programmet “Korpset”, men hendes deltagelse har fået store konsekvenser. Det er ingen hemmelighed, at deltagerne…
Den danske cykelrytter blev far i sidste uge, men lillemanden har fået en lidt hård start på tilværelsen LÆS OGSÅ: Klavs Bruun Jørgensen ville stoppe efter “brev-sagen”: Ulrik…
Christoffer Bro blev i mandags bisat fra Holmens Kirkegårds Kapel, efter han gik bort den 5. december. Mandag den 8. december kom den triste besked om, at…
Fire special-udgaver af “Jo færre jo bedre” er lige på trapperne, og denne gang er det kendte danskere, der skal quizze med. Massevis af helt almindelige –…
Christoffer Bro blev i mandags bisat fra Holmens Kirkegårds Kapel, efter han gik bort den 5. december. Mandag den 8. december kom den triste besked om, at…
Den 41-årig menes at være bagmanden i sagen. En 41-årig dansk mand, der afsoner en fængselsstraf her i landet, har onsdag givet samtykke til udlevering til Spanien,…