Tusmørket er begyndt at sænke sig over byen Hee i Vestjylland denne lørdag aften i august 2009.

Solen, der har stået højt på himlen, har trukket sig tilbage, mens fire drenge sparker til den medbragte fodbold på skolens område.

Drengene finder nogle æbler og kaster dem mod multibanen.

De hører en mystisk lyd et stykke væk. En af dem går mod lyden, der kommer fra multibanen.

Den kommer fra en papkasse.

Drengene lyser med deres mobiltelefoner. Så ser de det.

I kassen kommer håndklæder til syne, og svøbt i en trøje ligger et spædbarn.

Der bliver hurtigt ringet 112, og den forældreløse dreng bliver hastet til hospitalet.

Dagen efter er nyheden ude i medierne.

Sammen med sin mand, Kim, følger Edel Hove Jensen informationerne om det chokerende fund af en baby, få kilometer fra deres bopæl.

Mens efterlysningen af barnets forældre fylder sendefladen, kan Edel allerede mærke omsorgen for den lille dreng.

Parret har i forvejen den 3-årige Bastian i pleje. Men hun er ikke i tvivl. Hvis kommunen ringer, står de klar.

– Vi vidste, at vi ville adoptere ham, før vi havde mødt ham, fortæller 52-årige Edel Hove Jensen fra huset i Spjald.

Hun og hendes mand forsøgte i årevis at blive forældre.

Efter adskillige fertilitetsbehandlinger og en forgæves rejse til USA måtte de til sidst acceptere med sorg, at de nok aldrig ville blive forældre til biologiske børn.

Men midt i sorgen spirede en ny drøm.

De begyndte at undersøge muligheden for at få børn i pleje, og de var lykkelige, da den kun tre måneder gamle Bastian flyttede ind hos dem.

Kær og nuttet

Få dage efter nyheden om hittebarnet fik Edel opringningen, som hun i sit stille sind havde håbet på.

Det var en konsulent fra kommunen, der fortalte, at de manglede en familie til den lille dreng. I første omgang akut.

Da kvinden spurgte ind til, om de eventuelt ville adoptere ham, svarede Edel ja med det samme.

Dagen efter gik Edel ind på Herning Sygehus, og da hun så den lille dreng, blev hun overvældet af følelser.

– Han var så kær og nuttet. Han havde jo haft en svær start på livet, og vi ville gøre alt for, at han fik det godt derfra. For han skulle ikke både være hittebarn og forældreløs, forklarer Edel.

I de efterfølgende dage sad hun hver dag på hospitalet, hvor hun gav ham mad, badede ham og skiftede hans ble.

Frederik havde fået mad og var blevet vasket, inden han blev lagt i papkassen. Men han var både sulten, nedkølet og forbrændt af solen, da han ankom til hospitalet.

– De fortalte, at han næppe ville have overlevet natten, hvis han ikke var blevet fundet, forklarer Edel, der få dage efter kunne tage hjem med Frederik.

Ingen meldte sig

Politiet havde i flere dage efterlyst hans forældre.

Der blev spekuleret i, om moren havde haft en fødselsdepression og senere ville melde sig.

Men som tiden gik, og ingen gjorde krav på den lille dreng, fik Edel og hendes mand mulighed for at adoptere ham.

Det stod hurtigt klart, at den lille dreng, der havde haft en hård start på livet, var fyldt med livsglæde.

Ofte var der et kæmpe smil på hans læber, og da han startede i skole, havde han nemt ved de boglige fag.

Edel husker, at han og Kim tog på adskillige fisketure, og at hun og sønnen havde en tradition med at tage til København, hvor Frederik fik lov til at bestemme, hvad de skulle lave.

På den store grund med egen sø og kroge med bålplads, shelter og store vidder brugte han massevis af timer på at lege.

For Frederik var det aldrig en hemmelighed, at han var blevet efterladt i en papkasse.

Allerede før han forstod det, fortalte Edel ham om hans svære start på livet.

Det blev gentaget masser af gange i løbet af hans opvækst, og det var en velkendt historie i lokalområdet.

I barndomsårene tænkte han ikke meget over det, for i hans optik var Edel og Kim hans forældre. Bastian var hans bror, og da Fie blev en del af familien som plejebarn, blev hun hans lillesøster.

Når han mødte folk, der ikke kendte hans forhistorie, troede de i første omgang ikke på ham.

Ofte måtte han finde en gammel artikel frem om sagen for at overbevise dem, og når det gik op for dem, at det var sandt, blev han ofte kigget på af sørgmodige øjne.

Kun få gange blev det brugt mod ham, hvis han var blevet uvenner med nogen. I mange år var det bare en del af hans historie.

Den genetiske arv

Men da teenageårene stod for døren, begyndte tankerne om de biologiske forældre at trænge sig på.

Selv om han havde de bedste forældre, han kunne ønske sig, kunne han ikke spejle sig i dem.

På et tidspunkt døjede han med eksem på fødderne, der viste sig at være arveligt, og han kunne se, at vennerne enten lignede deres forældre på udseende eller væremåde.

– Jeg havde nok en del spørgsmål, som jeg gerne ville have svar på. Mest af alt: Hvorfor efterlod I mig? Generelt handler det nok om, at jeg gerne vil have nogen, jeg kan spejle mig i. Nogen, der ligner mig på den ene eller anden måde, forklarer den nu 16-årige Frederik Hove Jensen.

Frederik med sin adoptivmor, Edel Hove Jensen.

Foto: Søren Jul Lamberth

Da han var omkring 13 år, valgte han, med Kim og Edels opbakning, at lade sin dna registrere i en database.

Der var match. Men det viste sig at være hans bedsteforældres grandkusiner, og her stoppede sporet.

Sagen er forældet, og derfor har Frederik ikke haft andre muligheder end at eftersøge sine biologiske forældre på egen hånd.

Ved sin side har Edel og Kim været hans trofaste støtter i hans bestræbelser på at få svar på de essentielle spørgsmål, der gennem årene har presset sig på.

For Edel ved, at uanset hvor meget de elsker ham, kan de ikke give ham den biologiske spejling, han eftersøger.

– Jeg ønsker for ham, at han får de svar. Men vi har også forberedt ham på, at han risikerer at blive afvist. Derfor var det vigtigt, at han havde en vis alder, før vi begyndte at søge efter dem. For han skulle også være moden til at tage en mulig skuffelse, hvis det viser sig, at hans biologiske forældre ikke vil have noget med ham at gøre.

Ønsker svar

Frederik har en forestilling om, at hans mor er lille.

Men tankerne om sine biologiske forældre er ikke noget, der holder ham vågen om natten, forklarer han.

For tiden er hans fokus rettet mod det næste kapitel i hans liv, der er teknisk skole, hvor han vil uddanne sig til mekaniker.

Frederik er hverken vred på sine biologiske forældre eller skuffet over dem.

For han tænker, at der må have været nogle omstændigheder, der har tvunget dem ud i den handling for 16 år siden.

Mest af alt vil han gerne udfylde nogle af de åbne huller, der er i hans historie.

– De skal på ingen måde være bange for at kontakte mig. For det eneste jeg ønsker, er at få nogle svar. Måske ligner vi hinanden? Det kan også være, at de kan fortælle om eventuelle sygdomme i familien, fortæller Frederik.

Bag spisebordet hænger et stykke træ, hvor ordene ’mors dag’ er brændt ind. De er skrevet i en tilfældig sløjdtime i folkeskolen.

Men ordene er en påmindelse om, hvem hans kærlighed er rettet mod.

– Kim og Edel er mine forældre. Det vil de altid være, fastslår Frederik.

Alligevel håber han, at han en dag vil stå ansigt til ansigt med sine biologiske forældre.

–Jeg ved ikke, om det lykkes. Men jeg håber det.