Foto: Niels Henrik Dam

Trine Gadeberg har besluttet, at hun fremover vil prøve at møde sin far på hans præmisser – frem for at holde fast i rationalet, når han fortæller historier, der ikke er sande.
– Min far har Alzheimers, og jeg kan godt mærke, at de samtaler, jeg har med ham nu, bliver mindre og mindre sammenhængende.

Det fortæller Trine Gadeberg i ALT for damernes podcast Skål Søster.

Faren fik konstateret sygdommen for flere år siden, men i april flyttede han på plejehjem, fordi han ikke længere kan klare hverdagen selv.

– Jeg synes, det er trist. Jeg kan jo se, at det stadig er min samme gamle far, med de samme varme hænder, når jeg giver ham et kram. Det er de samme øjne og den samme duft. Men jeg kan også se, at vores samtaler efterhånden mest handler om, hvor mange kastanjer der er faldet af træet uden for hans vindue. Det er svært, for jeg har været vant til at bruge ham som sparringspartner på mange områder i mit liv, siger hun og fortsætter:

– Det er underligt – også tanken om, hvornår det bliver værre. Hvornår har jeg mistet ham helt? Han kan stadig huske, hvem jeg er, men han siger det højt hver gang, jeg ringer – bare for at være sikker.

Den dårlige samvittighed

Når Trine Gadeberg ringer til sin far, tager han ikke altid telefonen længere. 

Han kan simpelthen ikke finde ud af det, og kommer derfor ofte med undskyldninger om, at han har været ude og ordne noget, eller at strømstikket ikke har været sat i.

– Han har altid undskyldninger, når jeg spørger, hvorfor han ikke har ringet tilbage. Jeg tror, han har svært ved at forstå, at han har Alzheimers – i hvert fald at anerkende det.

Forleden oplevede Trine Gadeberg også en situation, der efterlod hende med dårlig samvittighed over sin reaktion.

– Da vi talte i telefon for nogle dage siden, sagde han: “Trine, har jeg nogensinde fortalt dig historien om dengang, jeg sad ved siden af kongen?” Den historie havde jeg aldrig hørt før, så den måtte han gerne fortælle. Så sagde han: “Jeg sad ved siden af kongen, der senere viste sig at være Kong Hans.” Jeg blev forvirret og spurgte, om han mente Hans Majestæt, for der har jo ikke været en konge, der hed Hans i hans levetid, siger hun og fortsætter:

– Da jeg sagde det til ham, blev han ked af det og insisterede på, at han talte sandt. Og da vi så lagde røret på, tænkte jeg, at det var endnu en af de gange, hvor jeg bare burde have indstillet mig på hans frekvens. Jeg burde jo bare have sagt: “Kong Hans, ja, selvfølgelig!” Så jeg ringede ham op igen og sagde, at nu huskede jeg det – og hvor spændende en historie det var. Han blev så glad.

Siden da har hun besluttet, at hun fremover vil prøve at møde sin far på hans egne præmisser – frem for at holde fast i rationalet.

– Det gør mig så ked af det, når jeg skal sige ham imod, fordi han ikke taler sandt. Så jeg må tage mig selv i ikke at gøre det, når han ringer nu – men i stedet bare indstille mig på hans frekvens. For han kan ikke tåle, at jeg siger til ham, at det ikke passer. 

– Man kunne ønske, at alting var anderledes, men man kan jo ikke ændre situationen. Så for mig handler det om at få det bedste ud af den tid, vi har – selvom det lyder som en kliché. Jeg skal sørge for, at min far har det godt, og selvom de ting, han siger, ikke giver mening, så skal jeg sørge for, at det giver mening for ham.

Lyt til hele afsnittet af Skål Søster, hvor Trine Gadeberg sammen med Ditte Hansen og Christiane Gjellerup Koch også taler om sygdommen lichen sclerosus og den sorg, der følger med, når børnene flytter hjemmefra.