
Andrew Mountbatten Windsor har allerede mistet en hel del, men snart forsvinder hans navn også fra et vejnavn i en by i Nordirland.
I slutningen af oktober annoncerede Buckingham Palace, at Andrew mistede sin titel som prins og sit royale residens.
Beslutningen har siden da fået flere britiske byråd til at overveje at fjerne navnet “prins Andrew” fra vejnavne – og nu har de første taget beslutningen.
Byrådet i den nordirske by Carrickfergus har således besluttet at omdøbe en vej, der er opkaldt efter prins Andrew, der nu bærer navnet Andrew Mountbatten Windsor.
Det skyldes, at han ikke længere repræsenterer byens værdier, og det var da også et enstemmigt byråd, der mandag traf beslutningen.
Aaron Skinner, der er et af byrådsmedlemmerne, fortæller til AFP, at det var på rette tide at gøre det, efter kongehuset havde fjernet Andrews titler.
Det er endnu uvist, hvad vejen fremover skal hedde, men ifølge Aaron Skinner overvejer man at opkalde den efter en anden kongelig.