
Homofobiske holdninger er særligt udbredt hos religiøse grupper i Danmark, viser en undersøgelse.
Det er hyklerisk, når muslimer taler om at føle sig diskrimineret, men ikke selv kan acceptere homoseksualitet.
Det mener Laeth Shir-Ali, som selv er både homoseksuel og muslim.
– Der er et eller andet her, vi mangler at italesætte i vores muslimske miljøer, siger han i ‘Go’ aften Live’.
Han oplever, at mange muslimer i Danmark er gode til at sige fra over for hadetale og undertrykkelse, men ikke når det gælder diskrimination af homoseksuelle i muslimske kredse.
Laeth Shir-Ali efterlyser en offentlig debat om problemet, skriver han i et nyt debatindlæg i Politiken.
– Det bliver nemt for majoritetsdanskere at anklage muslimer for hykleri, når der er sådan en åbenlys diskrimination mod queer-muslimer, siger han.
Selvom han også har set en positiv fremgang de seneste par år, så mener han stadig, at der er store problemer.
Provokeret af demonstrationer
Opråbet kom ud af en provokation hos Laeth Shir-Alim, da han observerede en reaktion i muslimske kredse.
Da en undersøgelse i 2025 viste, at kun 17 procent af mandlige muslimer og 26 procent af kvindelige muslimer i Danmark fandt sex mellem samme køn moralsk acceptabelt, oplevede han ikke den store reaktion hos danske muslimer.
Trusler om vold eller social udfrysningLaeth Shir-Alim, Læge
Men da Københavns Universitet besluttede at lukke for stillerum, der ofte blev brugt som bederum for muslimer, var reaktionen en helt anden, lyder det.
– På den ene side er der radiotavshed, når der kommer en undersøgelse, der viser, at mange synes, homoseksualitet er moralsk forkasteligt. Men demonstrationer og store protester over en midlertidig lukning af et bederum, siger han.
For Laeth Shir-Ali blegner konsekvenserne ved lukning af stillerum i forhold til de mulige konsekvenser af diskrimination af homoseksuelle i muslimske miljøer.
– Trusler om vold eller social udfrysning. Jeg har venner, der er blevet truet med at blive sendt på genopdragelsesrejser, lyder det.
Og derfor mener han, at man i muslimske miljøer bør kigge indad.
Islam er åben for alle menneskerNaveed Baig, Imam
TV 2 har været i kontakt med en af dem, som Laeth Shir-Ali omtaler, som bekræfter historien om trusler om vold og social udfrysning.
TV 2 har også været i kontakt med et krisecenter for minoritetsetniske LGBT-unge i alderen 16-30 år, RED+, som kan bekræfte, at eksemplerne, som Laeth Shir-Ali omtaler, finder sted i Danmark.
De henviser til en rapport fra Udlændinge- og Integrationsministeriet fra 2022, hvor 14 procent af nydanske LGBT-personer svarede ja til, at nogen i deres familie eller netværk havde truet med fysisk vold på grund af deres seksuelle orientering.
For øvrige LGBT-personer i Danmark lå det tal på en procen
Imam forstår frustration
Naveed Baig er dansk imam og mener godt, man kan praktisere islam og være homoseksuel på samme tid.
– Islam er åben for alle mennesker. Også med forskellige seksuelle tilbøjeligheder, siger han.
Dog anerkender han, at man kan møde modstand som muslim og homoseksuel, og han forstår Laeth Shir-Alis frustration.
Jeg har en tro på, at det bliver bedreLaeth Shir-Ali, Læge
Naveed Baig mener, at man er nødt til at skelne mellem den moralske holdning til homoseksualitet baseret på religiøs teologi – og decideret homofobi, som er rettet mod mennesker.
– Vi må aldrig acceptere, at folk bliver råbt ad, bliver slået eller udsat for psykisk vold, lyder det.
Og at dette gælder uanset religiøs baggrund.
– Uanset hvem det er, så må vi stå sammen og sige, at diskrimination finder vi os ikke i, fortæller han i ‘Go’ aften Live’.
Har set en fremgang
Laeth Shir-Ali tror, det er svært at adskille den moralske teologi fra den homofobi, han oplever i muslimske miljøer.
Men han anerkender, at der har været en enorm fremgang på området de seneste år.
– Jeg tror, det var utænkeligt for bare 15-20 år siden, at der kunne stå forældre som mine, som accepterer deres søn åbent, fortæller han.
Men samtidig mener han, at der er grund til at råbe op nu.
– Jeg har en tro på, at det bliver bedre. Men jeg er nervøs for, at det ikke sker hurtigt nok, og derfor prøver jeg at komme på banen, fortæller han.
De her undersøgelser peger også på, at homofobiske holdninger er repræsenteret i andre religiøse sammenhænge. Hvorfor mener du, at kritikken af muslimske miljøer er særligt gældende?
– Jeg tror, den vigtigste ting er, at det er det community, jeg tilhører, siger han.
Han mener også, at der i muslimske miljøer er langt flere, der oplever vold eller trusler end i andre religiøse sammenhænge som Jehovas Vidner eller Indre Mission i Danmark.