
Den venezuelanske oppositionsleder María Corina Machado, som er årets modtager af Nobels fredspris, fik et brud på en ryghvirvel under sin hemmelige flugt fra Venezuela i sidste uge.
Det oplyser en talskvinde for Machado ifølge nyhedsbureauet AFP, skriver Ritzau.
Machado har tidligere sagt, at hun frygtede for sit liv under den farlige rejse for at komme til Oslo for at modtage Nobels fredspris.
Den norske avis Aftenposten skrev som det første medie mandag, at Machado kom til skade, da hun flygtede i en fiskerbåd, der sejlede i kraftig vind og høje bølger.
Ifølge Aftenposten er Machado blevet undersøgt af læger på et hospital i den norske hovedstad.