
Skuespilleren Ulver Skuli Abildgaard fra ”Valdes Jul – Vintermiraklet” deler livet med sin store kærlighed.
I ”Valdes Jul – Vintermiraklet” falder Ulver Skuli Abildgaards karakter, Jens, pladask for Ina-Miriam Rosenbaums karakter, arkæologen Berit.
I det virkelige liv har den 70-årige skuespiller for længst fundet kvinden i sit liv.
Han deler nemlig livet med hustruen Inger. Parret har været sammen siden 1981 og er forældre til Taus, Ulla og Emil.
– Det var kærlighed ved første blik. Jeg så Inger, da jeg var hjemme hos en veninde, og så sagde jeg ”der er hun”. Og så måtte jeg jo prøve at få hende i garnet, fortæller Ulver med et grin til BILLED-BLADET og fortsætter:
– Vi var sammen en hel sommer, men så sagde vi farvel til hinanden, fordi jeg skulle på elevskolen i Odense, og hun var journalist og skulle til København. Men så blev hun gravid, og så jublede jeg!
Resten er historie. I dag har ægteparret tre børn og seks børnebørn i alderen et til otte år – og de skal naturligvis se ham som Valdes morfar på tv.