
Skuespilleren Ulver Skuli Abildgaard fra ”Valdes Jul – Vintermiraklet” har valgt at drosle ned for arbejdet.
Ulver Skuli Abildgaard er lige som sin karakter i ”Valdes Jul – Vintermiraklet”, morfar Jens, så småt gået på pension.
Han nyder, at han ikke længere behøver at sige ja til jobs, og at han i stedet har mere tid med familien.
Jeg fandt ud af, at jeg ikke behøvede at arbejde så meget. At jeg kunne klare mig med pension og et huslån, der blev lavet om. Så jeg valgte at drosle ned, og det er jeg lykkelig for, siger Ulver Skuli Abildgaard med et smil til BILLED-BLADET om den livsændrende beslutning og tilføjer:
– Jeg har altid tænkt, at jeg skulle arbejde, til jeg stillede træskoene, for det gør man jo i min branche. Men det er en kæmpe lettelse for mig. Nu kan jeg lave, hvad jeg har lyst til!
Det er hårdt
Han siger dog ikke nej til film- eller tv-roller, hvis han får det rette tilbud – præcis som rollen som Jens i ”Valdes Jul”.
– Det, jeg har taget en pause fra, er teateret, der har krævet meget, og hvor man har skullet på turné rundt i hele landet, hvor man aldrig er hjemme. Og det er hårdt. Hvis det er film, så siger jeg ja.