
Christian van der Watt dukkede op i “Årgang 0 – Forever” – og knap 3 uger efter optagelserne gik han bort.
Det er en rørende scene, der udspiller sig i det første afsnit af ”Årgang 0 – forever”.
Stephanie Siguenza van-der Watt bliver genforenet med sin far, Christian van der Watt, som hun ikke har set i syv år.
I programmet fortæller Christian blandt andet, at han er ramt af kræft – og derfor har han et par vigtige ord, som han gerne vil sige til sin datter.
– Jeg er ikke kommet fordi, det skal være super tungt, men det er jo ikke sådan, at min almene sundhedstilstand bliver bedre. Jeg var alt for lang tid om at tage det alvorligt, det ved jeg jo godt, fortæller Stephanies far i programmet.
– Der er en ting, som jeg aldrig har fået sagt til dig omkring din bog. Jeg kan ikke gøre det om, og du har ikke noget gavn af, at jeg siger undskyld, fordi det laver stadig ikke om på det. Men det er vigtigt at understrege, at jeg aldrig har været vred over, at du skrev den bog, fortsætter Christian.
Tre uger efter far og datters rørende samtale gik Christian van der Watt bort.
Første episode af de i alt to nye ”Årgang 0 Forever” vises på TV 2 den 22. december og anden episode den 30. december. Desuden kan de ses på TV 2 Play.