14 dage efter de sidste tv-optagelser sov hendes far stille ind
Fjorten dage efter de sidste ‘Årgang 0’-optagelser døde Stephanie Siguenza van-der Watts far. Her fortæller hun om den sidste tid.
Stephanie Siguenza van-der Watt parkerede sin bil ved Bilka i Slagelse.
Idet hun steg ud af bilen, fangede hendes blik en person på parkeringspladsen.
Det var hendes far, Christian van-der Watt.
Det var første gang i seks år, at hun så ham. Stephanie dukkede sig bag sin bil, så han ikke opdagede hende.
– Bagefter har jeg ofte tænkt, at det faktisk var pissetarveligt. Men jeg fik bare en fornemmelse af, at jeg ikke kunne møde ham der, fortæller Stephanie Siguenza van-der Watt.
Hun ventede, indtil han var væk, og skyndte sig indenfor. Men da hun stod i kø i bageren, kom han pludselig gående imod hende.
Kræftsygdommen havde tæret på ham, det kunne hun godt se.
Stephanie kan ikke rigtig huske, hvad de talte om. Chokket var for stort.
Men hun husker, at han krammede hende, og at hun ikke krammede ham igen.
Hvis hun dengang havde vidst, hvor kort tid de havde tilbage sammen, havde hun måske grebet det lille øjeblik.
Især én ting, hun aldrig fik sagt, nager hende stadigvæk den dag i dag.
Mistede 60.000 kroner og sin far
Når vi om lidt træder ind i 2026, er det 25 år siden, at et af Danmarks største tv-eksperimenter ‘Årgang 0’ havde premiere.
Det markeres med to nye jubilæumsafsnit, hvor man blandt andet får et indblik i forsoningen af Stephanie Siguenza van-der Watt og hendes far.
Den fandt sted i tiden, hvor programmerne blev optaget.
Blot 14 dage efter de sidste optagelser med ham, gik Christian van-der Watt bort. Det var i marts 2025.Han blev 43 år gammel.
I seks år havde Stephanie ingen kontakt til sin far. En adskillelse hun løftede sløret for i bogen ‘Stephanie – fra Årgang 0 til frihed’ fra 2020.
Stephanie brød som 18-årig kontakten med sin far. Hun havde opdaget, at han havde brugt hendes opsparing. Penge hun havde sparet sammen til at flytte hjemmefra.
Svigtet gjorde hende rasende, og i seks år talte de ikke sammen.
– Det første år brugte jeg på at være rigtig vred, og det andet år brugte jeg på at være rigtig ked af det. Derefter skænkede jeg det ikke rigtigt en tanke.
– Det lyder hårdt at sige, og der var selvfølgelig tidspunkter, hvor jeg virkelig ærgrede mig over det, men man vænner sig egentlig ret hurtigt til, at man ikke har kontakt, fortæller Stephanie Siguenza van-der Watt.
På de særlige mærkedage i hendes liv som studentergilde, forlovelse og bryllup var det dog ikke altid så let.
De dage kunne hun godt føle sig tarvelig.
Opkaldet, der fik hende til at græde
Mødet i Bilka var ikke første gang, at Christian van-der Watt havde forsøgt at tage kontakt.
Nogle uger forinden ringede han til Stephanie Siguenza van-der Watt.
Hun genkendte ikke nummeret, men svarede alligevel.
Først var der stille, så hørte hun en stemme, hun kendte alt for godt.
– Det er far, sagde Christian van-der Watt.
Stephanie fik ondt i maven, og halsen snørede sig sammen.
Hvorfor ringede han til hende nu? Opkaldet forskrækkede hende.
De talte sammen i et kvarter, og samtalen handlede primært om Stephanies søster, der skulle flytte fra Aarhus til Slagelse.
– Det var vildt mærkeligt, husker Stephanie Siguenza van-der Watt om opkaldet.
– Da vi var færdige med at tale sammen, græd jeg simpelthen så meget. Ikke fordi jeg var ked af det, men fordi jeg var i chok over at have talt med ham for første gang i seks år, fortæller hun.
Fra den dag hørte Stephanie fra sin far i ny og næ, men det var altid ham, der tog kontakt – ligesom i Bilka.
Kontakten blev hyppigere i tiden efter, at Stephanie blev skilt i august 2024.
Nu begyndte hun at få opkald fra sin far hver eneste dag.
Han ville sikre sig, at hun havde det godt. Han ville høre, hvordan hun havde sovet, hvordan hun havde det, og hvilke planer hun havde.
Hun syntes, det var irriterende. Ville hun overhovedet have ham tilbage i sit liv igen?
Hun følte ikke rigtig, at hun kendte ham længere. Hvad nu hvis han havde ændret sig så meget, at der ikke var noget tilbage af den far, hun kunne huske?
Den far, som engang havde været hendes bedste ven.
Christian van-der Watt var ihærdig. Han blev ved med at ringe, på trods af at han må have mærket sin datters tilbageholdenhed.
Men efter flere dage med daglige opkald faldt noget på plads indeni Stephanie Siguenza van-der Watt. Det gik op for hende, hvor meget han egentlig prøvede.
Langsomt blev det rart, at han spurgte til hende.
Hver gang de talte sammen, kunne hun høre, at han blev mere og mere begejstret.
– Så derfor besluttede jeg mig for, at vi tog det stille og roligt, fortæller Stephanie Siguenza van-der Watt.
De mødtes en gang imellem og kørte nogle ture sammen.
Det blev tydeligt for Stephanie, at hendes far ikke længere var den samme.
Faldt om efter optagelser
Der var masser af øjeblikke, hvor de kunne sidde og grine sammen, og hvor Stephanie Siguenza van-der Watt fik glimt af sin far, sådan som han altid havde været.
– Da jeg var yngre, var min far og jeg bedste venner. Vi lavede jo næsten alting sammen, og jeg fortalte ham ting, som man måske normalt ikke ville fortælle sin far, fortæller hun.
Men sygdommen havde ændret ham.
Han huskede rigtig dårligt. Nogle gange så dårligt, at han kunne gentage de samme ting flere gange i den samme samtale, fordi han ikke kunne huske, hvad han lige havde sagt.
Nogle dage havde han fysisk svært ved at tale. Og så var der de dage, hvor han pludselig faldt om og besvimede.
I den tid hvor de ikke havde haft kontakt, var Stephanie blevet voksen. Det kunne hun godt mærke på deres relation. Den var blevet mere ligeværdig.
Før i tiden havde hun aldrig turde at svare sin far igen. Nu sagde hun pludselig, hvad hun tænkte.
Hun konfiskerede også sin fars bilnøgler, da det blev for farligt for ham at køre i bil.
Stephanie Siguenza van-der Watt beskriver sin far som en stolt og stædig mand, der ikke brød sig om, at han som far skulle passes af sine døtre.
Langt hen ad vejen kunne han også godt klare sig selv, fortæller hun, og selvom det blev sværere for ham, var det først kort tid inden, han gik bort, at Stephanie indså det uundgåelige.
Hun husker dagen tydeligt. Christian van-der Watt kom hjem til hende, hvor de for første gang i årevis skulle filmes sammen til jubilæumsafsnittene af ‘Årgang 0’.
Stephanie kan huske, hvor nervøs han var. Han var bange for at blive dømt på, hvordan han så ud på det tidspunkt, og at det ville komme til at handle om, hvor syg han var.
Derfor har det også været vigtigt for Stephanie Siguenza van-der Watt efterfølgende, at det, der kom med i programmet, var med respekt for sin fars ambivalens ved optagelserne.
Om aftenen efter optagelserne var Stephanie hjemme hos sin far sammen med sin søster, Isabella.
Som et lyn fra en klar himmel faldt Christian van-der Watt pludselig om, og Stephanie nåede kun lige akkurat at gribe ham, så han ikke slog hovedet.
Hun forsøgte at få liv i ham, og da han vågnede, var han helt forvirret og forsøgte at komme på benene, fortæller Stephanie Siguenza van-der Watt.
Hun råbte, at han skulle sætte sig ned, og da hun til sidst fik lagt ham helt ned og sad med ham i skødet, blev hun ramt af en frygtelig klarhed.
– Han kunne ikke rigtig tale, og han kunne ikke huske, at vi havde lavet optagelserne tidligere på dagen. Han troede, at han var på vej hjem til mig for at lave dem.
– Der kunne jeg godt se, at der ikke ville gå længe, fortæller Stephanie Siguenza van-der Watt.
14 dage senere, onsdag 5. marts 2025, sov Christian van-der Watt stille ind.
Tre vigtige ord
De fik aldrig rigtigt talt om det, der skete dengang.
Hun kunne have konfronteret ham, men valgte glæden frem for vreden.
– Jeg havde ikke lyst til at spilde den sidste tid med at skulle være vred og ked af det. Det var vigtigere for mig, at vi kunne være glade og grine sammen.
Hun havde for længst tilgivet sin far, så der var ingen grund til at ruske op i fortiden.
Men en lille måneds tid inden Christian van-der Watt døde, sad de og hyggesnakkede, da han ud af det blå sagde undskyld.
– Det var en lettelse for os begge to, tror jeg. Jeg fik, hvad jeg havde ønsket mig i alle de år – en simpel undskyldning. Det var så det, og så havde vi det sjovt, så længe det varede, fortæller Stephanie Siguenza van-der Watt.
Siden urnen blev sat i jorden, har hun besøgt sin fars gravsted to gange. Det er ubehageligt for hende at se navnet på stenen.
Derudover har det ikke rigtig ramt hende endnu, at hendes far ikke er her længere.
Hun græd ikke – heller ikke ved urnenedsættelsen. Samme aften tog hun på arbejde.
– Misforstå mig ikke, selvfølgelig er jeg ked af det, men jeg er bare ikke der, hvor reaktionen kommer ud. Det er som om, der er lidt latenstid, fortæller Stephanie Siguenza van-der Watt.
Sorgprocessen er stadigvæk ikke gået i gang, og hun kan godt mærke, at hun distraherer sine følelser ved hele tiden at have gang i alt muligt.
Hun synes selv, det er mærkeligt.
– Det er svært for mig at forklare, fordi jeg ikke engang selv kan finde ud af, hvad der egentlig foregår. Jeg er bare sådan praktisk distanceret fra den her sorgproces, forklarer Stephanie.
Hun ved godt, at det ikke er smart, at hun ikke giver sig hen til sorgen, men hun sidder dybt fast i, at hun bare ikke har lyst til det.
– Jeg føler mig svag, hvis jeg ikke kan gøre det, som jeg plejer at gøre – hvis jeg skal ligge, knækket sammen i fosterstilling og græde og føle mig tom.
– Jeg har aldrig været hende, der knækkede. Det er svært at acceptere, at jeg må være ked af det, siger Stephanie Siguenza van-der Watt.
Der er kun én ting hun fortryder i dag.
Da hendes far stod foran hende i Bilka, sagde han: “Jeg elsker dig”.
Hun sagde ingenting.
I den sidste tid sagde hun de tre ord, hver eneste gang de talte sammen.
Men ikke dér – i det korte øjeblik hun ikke kan slippe.
Se ’Årgang 0 forever’ mandag 22. december klokken 20:35 på TV 2 eller stream nu på TV 2 Play.
