
Offer er voldsomt forslået, men uden for livsfare.
Torsdag aften omkring 23.30 fik politiet i Herning en anmeldelse om uro i Vestergade. Men det var meget mere end bare uro.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi Thomas Hald.
En 32-årig mand var blevet overfaldet af en større gruppe mennesker på omkring 10-12 personer.
– Han var blevet holdt fast og havde fået en masse slag. Blandt andet fik han et slag med en flaske, siger Thomas Hald.
Gerningsmænd på fri fod
Der er endnu ikke anholdt nogen gerningsmænd, og det er endnu uvist, hvad der er gået forud for overfaldet. Der venter derfor et større efterforskningsarbejde, oplyser Thomas Hald.
– Det er en sag i den grove ende, hvor en enkelt mand er blevet overfaldet af en større gruppe, siger han.
Den 32-årige er efter overfaldet voldsomt forslået, men uden for livsfare.