
2025 har budt på store øjeblikke for Mikkel Beha Erichsen og Marian Midé. Blandt andet har de sagt farvel til en trofast ledsager.
Tidligere har Mikkel Beha Erichsen og Marian Midé brugt husbåden Atlas, når de var i det københavnske, men i efteråret blev den solgt.
Det har været vemodigt for parret at sige farvel til det tidligere hjem, som de selv har istandsat, og som Marian erklærer: ”Jeg elskede virkelig det skib”.
– Men vi er flyttet op til noget, som er endnu bedre, og det er også godt at bevæge sig lidt. Sådan et skift i livet giver en frisk start, og man bliver rusket ud af alle vanerne, forklarer Mikkel til BILLED-BLADET, der har besøgt dem på Wallenberg, der er kendt fra familiens eventyr i TV 2’s ”Kurs mod nord” og ”Kurs mod danske kyster”, og som de altså nu bruger i stedet for Atlas.
Et begivenhedsrigt år
Tidligere har skibet ligget for anker i Hundested, hvor parret bor lige ved siden af sønnen Theis, hustruen Ida og de to børn, Nis og Rita.
Annonce
Men nu kan det bruges som kontor i København, efter at det er blevet muligt at få en havneplads til det flotte fartøj.

Parret på Wallenberg.
Foto: Hanne Juul.
2025 har i det hele taget været et begivenhedsrigt år.
– Vi har fået et barnebarn mere, lille Eik, der er den sødeste baby. Det synes alle bedsteforældre forhåbentlig, men Eik er bare lige lidt sødere, griner Mikkel og henviser til sønnen Emil og hustruen Louises tredje barn, der blev født i marts.
Parret er lige nu aktuelle i ”Vores jord – kurs mod nye eventyr”, der kan ses på TV 2 og på TV 2 Play.