
Den russiske påstand om, at Ukraine med et storstilet droneangreb har forsøgt at gennemføre et attentat rettet mod præsident Vladimir Putins sommerresidens, kan muligvis blive brugt strategisk i de verserende forhandlinger om en mulig fredsproces.
Det siger seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) til Jyllands-Posten. Han peger på, at tesen om en form for attentat kan være ren iscenesat retorik.
– Anklagen kommer på et meget belejligt tidspunkt for russerne. Derfor er det jo oplagt at tro, at det er noget, de har fundet på, så de kan være mindre kompromissøgende i forhandlingerne, siger seniorforskeren.