
I løbet af de seneste dage er der registreret fejl på fem søkabler i havet ud for Estland.
Det oplyser Estlands Justitsministerium i en pressemeddelelse efter myndighederne i Finland onsdag morgen har tilbageholdt et fragtskib som er mistænkt for at slæbe et anker hen over havbunden.
Der er blandt andet registreret fejl på et kabel som forbinder den estiske ø Hiiumaa med fastlandet, samt fire undersøiske kabler som forbinder Estland med Finland og Sverige.
Ifølge Estlands Justitsministerium kan nogle af fejlene skyldes skader på grund af dårligt vejr, men ministeriet skriver også, at årsagen til fejlene stadig efterforskes.
Skaderne påvirker ifølge myndighederne ikke de estiske dataforbindelser, da man har sikret sig, at trafikken kan gå gennem alternative sø- og landkabler.
Myndighederne i Estland oplyser derudover, at man samarbejder tæt med finske kolleger om en mulig fælles efterforskning.