
Den franske fodboldklub FC Metz er i chok, fordi en af klubbens talentfulde spillere behandles for alvorlige brandskader på hospitalet. Den 19-årige venstre back Tahirys Dos Santos blev slemt forbrændt under branden på Le Constellation Bar and Lounge.
Efterfølgende blev han fløjet med helikopter til et hospital i Tyskland, hvor han i øjeblikket modtager behandling for sine skader, oplyser fodboldklubben fra Frankrigs bedste række.
– Klubbens ledelse, spillere, trænere og personale er i chok og dybt berørte af denne nyhed. De udtrykker deres dybeste medfølelse med Tahirys i denne svære tid, hvor han kæmper med sine skader, skriver klubben ifølge Ritzau.
Tahirys Dos Santos har ikke fået debut for Metz’ førstehold, men træner med holdet.