I en ny kampagne sætter Danske Hospitalsklovne fokus på deres arbejde på danske kræftafdelinger og børnehospice.

Det første, man bider mærke i, er kistens størrelse.

Alt for lille.

Ikke mere end en meter lang, men livets uretfærdighed kan måles i metermål.

På billeder fra begravelsesoptoget kan man se den lille, hvide kiste, som er udsmykket med tegninger og en række hilsener som “Vi elsker dig”.  

For otte år siden mistede Anders Andersen sin søn, og den da treårige Asker Jørsum Andersen mistede sin lillebror Knud.

Knud led af Marfans syndrom, som er en bindevævssygdom, der gør, at hjertet og lungerne fungerer dårligt. Han var ofte indlagt, og sygdommen blev forværret i tiltagende grad.

Han blev ti måneder.

Men midt i familiens sorg glødede et lille lys ovre i hjørnet. Et lys, der hedder Ludo og er en klovn.

Sæbebobler og ballonsvær

Ludos civile navn er Mette Brich. Hun arbejder hos Danske Hospitalsklovne og mødte Asker Andersen, da Knud blev indlagt på børnehospice Lukashuset. Familien var ”utroligt åbne” og inviterede hende ind på deres stue.

– Med det samme kommer Asker og viser en dinosaur, og der går lynhurtigt en time, hvor vi bare har leget, siger Mette Brich.  

Der opstod med det samme en forbindelse mellem de to, som handlede om det lette og ikke alt det hårde, som altid vil lægge sig som tyngende bly over et børnehospice.

– Nogle gange pustede hun sæbebobler og lavede et ballonsvær til mig, som jeg kunne ødelægge dem med, husker Asker Jørsum Andersen på 12 år.  

Ludo blev Askers ven i en tid, hvor det meste af personalet, der omgik familien, var klædt i hvide hospitalsdragter. Læger og sygeplejersker, som både havde travlt og hele tiden skulle foretage blodprøver eller andet sygdomsrelateret på Knud.

– Jeg kan huske, at du sagde, at det var rigtig rart at have en voksenven, når ens forældre er optaget af helt andre ting, siger Anders Andersen.

– Så er det rart at have en ven, istemmer Asker Jørsum Andersen.

Når børn (måske) skal dø

Danske Hospitalsklovne har netop iværksat en kampagne med navnet ’Når børn (måske) skal dø’.

Her sætter de fokus på det arbejde, som hospitalsklovene gør på blandt andet kræftafdelinger og børnehospicer.

Et arbejde, som ikke handler om at kurere eller medicinere syge børn. Et arbejde, som ikke kan måles på infektionstal, opadgående eller nedadgående sygdomskurver.

– Jeg tænker ikke, at jeg skal ind til et sygt barn. Jeg tænker, at jeg skal ind til et barn, der har en sygdom, siger Mette Brich.

Mette Brich kom ind i klovnebranchen ved en tilfældighed. Hun havde arbejdet med reklamer i årevis, men blev opsagt og fik pludselig tid til at læse avis.  

Det var i Politiken, at hun læste en artikel om en ny uddannelse for hospitalsklovne.

Mette Brich har stadig gemt avisen, fordi alt andet end netop den uddannelse øjeblikkeligt blev fejet af banen. Pludselig var intet vigtigere.

– Hvis jeg nu kunne blive den sæbeboble, der bare for en kort stund kunne lade barnet være et barn, siger hun.

I dag er hun 72 år og har arbejdet som hospitalsklovn i 20 år.

Ifølge Brich er hendes klovneidentitet blevet til ved, at hun har fundet frem til sit syvårige jeg. Et legesygt, fjollet og nysgerrigt jeg.

– Jeg er jo ikke læge. Jeg kan ikke helbrede nogen, men jeg kan ændre stemningen et øjeblik, så det ikke er så tungt og ubeskriveligt hårdt, siger Mette Brich.

Det handler ifølge Mette Brich om at møde barnet i øjenhøjde. Invitere til leg, sjov og ballade, for så er det som om, ”at sygdommen forsvinder et øjeblik”.

– I ethvert sygdomsramt barn er der et raskt barn, siger Mette Brich.

Børnemagt

Da Mette Brich mødte treårige Asker i 2016, var det hans lillebror, Knud, der var syg, men hun og storebroren fik hurtigt et tæt forhold.

Asker begyndte at glæde sig til næste gang, han skulle se Ludo. Når Ludo var på Lukashuset, ville han gerne hentes tidligt fra børnehaven.

De to lavede alt muligt sammen. Kørte på cykler, løb rundt, legede gemmeleg og lavede ballondyr.

– Det var en måde at give ham frirum og magt. Jeg går jo ind for børnemagt, siger Mette Brich.

Ludo var god til at få tiden til at flyve afsted, hvor man pludselig tænkte på andre ting, fortæller Anders Andersen.

Hun var et ”frirum”, som altid var der, og hun havde magt over tiden.

– Pludselig var der gået to timer, hvor man har fået papirkugler i hovedet og tæsk med et ballonsvær, siger Anders Andersen.

Ludo var også med til Askers treårs fødselsdag, som han fejrede på Lukashuset.

Hun var med i børnehaven, da Asker skulle fortælle sine venner, at Knud var død.

Og hun var også med i kirken den dag, at Knud skulle begraves.

Klovn med til begravelsen

Knud skulle bisættes i Stefanskirken på Nørrebro i København. På billeder fra dagen ser man et kirkerum fyldt af mennesker, alle klædt i begravelsens sorte farver.

Blandt de sortklædte, er der dog en farverig person, der stikker gevaldigt ud. På forreste række ved siden af Asker, sidder Ludo i fuld mundering med store, posede bukser, polkafarvet trøje, rød tud og en lille hat.

– Det var dejligt at have hende med. Knud fik en ballonhund med på kisten, siger Asker Jørsum Andersen.

Kisten blev udsmykket med ballonhunde, tegninger og beskeder.

– At se den lille kiste… der kiggede jeg meget hurtigt væk, siger Mette Brich.

– Det var svært at lade vær med at kigge på alle de børn, der var i kirken. Jeg kunne ikke være noget for dem. Mit fokus var 100 procent på Asker, siger Mette Brich.

Selvom det ikke er almindeligt at have en klovn med i kirken, blev Ludo pludselig en person, som repræsenterede normalitet i en alt for unormal situation.

– Det var rart at have hende på den dag. Hun kunne få mig til at tænke på andre ting, og det var dejligt, siger Asker Jørsum Andersen.

En sand ven i en svær tid

I dag ser Asker og Anders Andersen tilbage på forløbet med sorg, men også med positive minder om en særlig person, der var en del af deres liv.  

– Hun var en sand ven. Hun var sjov og sød. Og det, tror jeg, er det, som en treårig ser mest på, siger Asker Jørsum Andersen om Ludo.

Anders Andersen håber, at andre familier i samme situation som hans egen vil tage imod hjælpen fra hospitalsklovnene.

Både han og Asker er enige om, at Asker nok ikke havde set børnehospicet Lukashuset som et dejligt sted at bo, hvis ikke Ludo havde været der.

Nogle gange kan Anders Andersen blive ramt en irrationel dårlig samvittighed over, at Asker skulle igennem hele sygdomsforløbet.

– Der har det hjulpet helt vildt, at jeg vidste, at der var et andet menneske, der var der for Asker, siger han.

Selvom Mette Brich var udklædt som klovnen Ludo, vidste Asker godt, at det handlede om personen inde i klovnen.

– Det er jo hende, der er sjov, og det er hendes handlinger. Hvis det havde været en kedelig klovn, havde det ikke været sjovt. Det handler også om, hvordan man er, når man er klovn. Det er det, der er indeni, siger Asker Jørsum Andersen.