Maria Beermann kan ikke tage blikket fra den unge mand.

Med sin slanke krop, det leverpostejsfarvede hår og et flakkende blik ligner han til forveksling hendes søn Nikolaj. Faktisk blev de to tit forvekslet som brødre, når de rendte rundt med hinanden på gaderne i Hirtshals.

Men Nikolaj er her ikke mere.

Han har mistet livet i en bilulykke. Tilbage sidder hans mor i en retssal og kigger på Nikolajs ven.

Han sad bag rattet med Nikolaj og deres venner i bilen, da de kørte galt med over 100 kilometer i timen på en landevej.

Maria Beermans søn var den eneste, der mistede livet i ulykken. Men på tilskuerrækkerne i retssalen sidder også familierne til de andre drenge, der alle har fået permanente handicap.

De er fyldt af sorg. Og vrede. Vrede over, at deres børn har fået deres muligheder i livet kraftigt reduceret. Vrede over, at den unge mand, der skal til at have sin dom for vanvidskørsel, ikke sagde, at han havde drukket for mange øl til at køre.

Alligevel kan Maria Beermann kun tænke på én ting, da hun kigger på sin søns barndomsven:

– Alt i mig skreg på, at jeg blev nødt til at give ham et kram, siger hun.

Maria går op til sin søns ven efter retssagen og holdt om ham. I hans øre hvisker hun, at hun kan tilgive noget. Men ikke alt.

Det blev den sidste gang, hun så ham.

– Jeg tænker stadig på, hvor meget jeg holder af ham. Han er ikke et dårligt menneske. Han er en ung mand, der er kommet til at gøre det værste, man kan gøre, siger hun.

Et svært dilemma

Hvert år er der ifølge Danmarks Statistik 2.438 færdselsuheld, hvor personer kommer til skade, og i gennemsnit mister 162 personer livet som følge.

Herefter følger et stort dilemma for mange pårørende, når de skal beslutte sig for, om de kan tilgive personen, der har forårsaget ulykken. Kan man tilgive et andet menneske, der har været skyld i ens barns død?

I en ny artikelserie zoomer TV 2 ind på netop dette: Tilgivelsen. Hvad skal der til for at tilgive? og hvorfor er det svært?

I en Megafon-undersøgelse lavet for TV 2, svarer halvdelen af danskerne, at de er enten helt eller overvejende enige i, at vi generelt er gode til at tilgive i det danske samfund.

Men man skal ikke underkende, at dilemmaet omkring tilgivelse er umådeligt svært – særligt i situationer som Maria Beermanns.

Det siger psykolog Mette Nyrup, der rådgiver pårørende ved Ulykkespatientforeningen.

– Trafikulykker sker sjældent med vilje, og derfor kan det være rigtig svært for mange at placere uretfærdighedsfølelsen af, hvorfor det lige skulle være deres barn, ven eller mor, det gik ud over, siger hun.

Men tilgivelsen er en vigtig del af at komme videre, siger psykologen fra Ulykkespatientforeningen.

– Tilgivelse betyder at frigøre sig fra følelser som vrede og hævn og kunne nå til et sted, hvor man kan være i det, der er sket, uden at være mærket for meget af det i sin hverdag, siger hun.

For Maria Beermann har det krævet ”blod, sved og tårer” i årenes løb at tilgive både sig selv, sin søn og vennerne i bilen for de beslutninger, der ledte op til ulykken, der tog Nikolajs liv 30. oktober 2021.

Men til sidst var der ikke andet valg.

– Jeg kan godt forstå dem, der ikke kan tilgive. Men jeg kunne ikke rumme mere vrede eller flere grimme tanker og havde brug for at fokusere på mig selv og min familie, siger hun.

De sidste ord mellem mor og søn

Det betyder ikke, at det har været nemt at holde fast i tilgivelsen, siden to politibetjente bankede på Maria Beermanns dør klokken halv tre om natten for fire år siden.

Få timer forinden havde hun talt i telefon med sin søn Nikolaj, der var ude på sin vens værksted for at fikse morens bil, der var gået i stykker.

– Han drillede mig med, hvordan jeg havde kunne køre rundt i den bil, og jeg grinte og sagde tak, fordi han ville fikse den.

Det blev de sidste ord mellem mor og søn. Nogle timer efter bankede politiet på Maria Beermanns dør.

Hun vågnede, da hendes hund gøede hidsigt ad hoveddøren, og tastede 112, fordi hun troede, der var indbrud.

– Da jeg tændte lyset, så jeg politibetjentene stå ude foran. Jeg skyndte mig at slukke lyset igen, måske i håb om, at de ville være væk, når jeg tændte det igen, fortæller hun.

Men de forsvandt ikke. I stedet fortalte de Maria Beermann, at hendes søn havde været ude for en alvorlig bilulykke og var død på stedet.

Kort før ulykken fandt sted sendte hendes søn Nikolaj en snap-besked til sine venner, der viser speedometeret godt på vej over 100 kilometer i timen på landevejen.

– Kan den ikke mere?, lyder det i videoen ifølge Maria Beermann.

Kort efter kørte bilen i grøften, og tre af vennerne røg ud gennem soltaget, mens Nikolaj på trods af sin sikkerhedssele røg frem i bilen og fik så alvorligt kraniebrud, at han døde på stedet.

Hans ven, der sad bag rattet, var den eneste, der kom uskadt fra ulykken.

Et fælles ansvar

Netop tanken om, hvordan det øjeblik må have været for sin søns ven, har også været med til at forme Maria Beermanns syn på ulykken over årene.

– Den mand har allerede fået den værste straf. Han har siddet med min døde søn på skødet og kommer aldrig til at få et normalt liv igen, siger hun.

Samtidig understreger hun, at hun ikke kan andet end at tilgive sin søns ven for at køre for hurtigt. De fem venner i bilen havde nemlig et fælles ansvar, mener hun.

– Jeg kan nemt gå ned ad en rute, hvor jeg kan placere skylden alle mulige steder. Hvorfor bad jeg min søn fikse min bil den dag? Hvorfor sagde Nikolaj eller nogen af de andre ikke stop til at køre så hurtigt?, siger Maria Beermann.

– Men det kommer han ikke tilbage af. Så jeg bliver nødt til at tilgive mig selv og drengene i en vis grad, hvis ikke jeg skal spekulere på det hver dag.

Et valg, der kunne have reddet liv

Men det er ikke alt, Maria Beermann kan tilgive sin søns ven for.

For selvom hun stadig ser ham som ”en god dreng”, tog han en beslutning, hun aldrig kommer til at forstå.

– Jeg spurgte ham på hospitalet efter ulykken, om han havde drukket. Og han kiggede mig i øjnene og sagde, at det havde han ikke.

Få måneder senere tikkede der alligevel en sms ind fra ham. En sms om, at han virkelig ikke følte, at han var fuld, men at blodprøven efter ulykken viste, at han havde en promille på 1,27.

– Der blev jeg gal. For jeg ved, at Nikolaj ikke ville have sat sig ind i bilen, hvis han vidste det, siger Maria Beerman.

Netop derfor kunne Maria Beermann heller ikke sige til sønnens ven, at hun tilgav ham for alt, da de gav hinanden et kram i retssalen efter ulykken. I stedet hviskede hun i hans øre, at hun tilgav ham for at køre for hurtigt. Men at hun aldrig kunne tilgive det med alkoholen.

– Det valg kunne potentielt have reddet min søns liv. Det kan jeg ikke tilgive ham for.

Når det for pårørende som Maria er svært eller umuligt at tilgive, handler det ofte om, at der er et oplagt sted at placere skylden, forklarer Mette Nyrup fra Ulykkespatientforeningen.

– Der er blevet taget nogle beslutninger, man godt vidste ikke var smarte. Følelsen af, at omstændighederne kunne være ændret, hvis man havde taget nogle mere fornuftige valg, gør det svært at tilgive, siger Mette Nyrup.

I sidste ende anerkender Maria Beermann dog, at det nok var farten på bilen og ikke den påvirkede fører, der endte med at tage livet af hendes søn Nikolaj.

– Jeg har mange gange tænkt, at det er ham, der har slået Nikolaj ihjel. Men de var flere om at ende i den situation. Det ville have været nemmere at håndtere, hvis det var en person, der havde slået Nikolaj bevidst ihjel, siger hun.

Tilgivelsen er ikke statisk

I dag har Maria Beermann valgt at dele sin historie som oplægsholder hos Rådet for Sikker Trafik. Her håber hun at kunne være med til at forebygge, at andre ender i en lignende situation.

Blandt dem, hun har mødt på sin vej, som har oplevet noget lignende, går det igen, at tilgivelsen er en svær størrelse at rumme som pårørende.

– Der er mange, der har valgt ikke at tilgive. Og det kan jeg godt forstå. Vi er alle forskellige mennesker, der har brug for at håndtere det forskelligt, siger hun og uddyber:

– Men for mig har det været med til at ændre mit menneskesyn. Jeg har fundet ud af, hvad der er vigtigt i livet og fået en kæmpestor pyt-knap.

Tilgivelse er ikke en statisk størrelse. Den kan komme og gå i perioderMette Nyrup, psykolog ved Ulykkespatientforeningen

Der går dog ikke en dag, hvor Maria Beermann ikke savner sin søn.

– Nogle dage bliver jeg nødt til at køre en tur i min bil og skrige smerten ud, fordi det gør så ondt, fortæller hun.

I situationer som Marias er det helt naturligt, at det ikke er alle dage, man kan finde tilgivelsen frem i sig selv, siger Mette Nyrup. Hun fremhæver som eksempel, at fødselsdage og årsdage for ulykken kan være nogen af de tidspunkter, hvor tilgivelsen er ”ikke-eksisterende”.

– Tilgivelse er ikke en statisk størrelse. Den kan komme og gå i perioder, siger Mette Nyrup.

Selvom Maria Beermann savner sin søn hver eneste dag og stadig er sygemeldt fire år efter som følge af ulykken, er der dog én ting hun ikke har mistet. Noget af det, hun frygtede allermest af miste, da hendes søn gik bort:

Evnen til at se ham for sit indre øje.

– Jeg ser ham tit for mig komme ind ad havelågen med sin kasket, sin BMW-jakke og det her kæmpestore, kridhvide smil, der var hans helt store kendetegn. Så kigger han på mig og siger: ”hvad så mutti?”