I den dansk/franske film ‘Den nye Triumfbue’ spiller Claes Bang og Sidse Babett Knudsen et dansk ægtepar, der kom til at ændre arkitekturen i Paris. 

Hvor meget skal man kæmpe for sin vision? Hvor kompromisløs kan man tillade sig at være? 

I denne franske film følger vi den ukendte danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen (Claes Bang), der vinder en prestigefyldt konkurrence udskrevet i 1982 med sin vilde, næsten monstrøse idé.

Arkitekturprofessoren vil bygge en kæmpekube, der skal fuldende Paris’ historiske akse. Men sammen med hustruen Liv (Sidse Babett Knudsen) indser de begge, at opgaven er enorm og forhindringerne mange. 

Man skulle ikke tro, at skænderier om søjler og marmor kunne få én til at bide knoer af spænding, og måske er jeg den eneste, men det er nervepirrende, når den lange, egensindige arkitekt, i skikkelse af Bang insisterer på at få det, som han gerne vil have det, uanset omkostningerne. 

Uagtet at vi jo i dag kan se resultatet, triumfbuen La Grande Arche de la Fraternité i Paris-kvarteret La Défense, så er ethvert lille bump på vejen, hvert eneste møde med en leverandør eller bureaukrat en mulig konflikt. Først hyldes han, siden skoses han for ikke forstå spillereglerne. Spreckelsen er i denne film lidt besynderlig; en uimponeret mand i tynde sandaler, der brænder med en intens, kold ild, men vi kommer aldrig helt ind i ham. 

Han er ikke en frelsertype, men lettere fanatisk. Det skyldes mest instruktør Stéphane Demoustier, der fortolker virkelighedens forløb, digter til og trækker fra, og holder Spreckelsen-parret lidt ud i strakt arm. 

Måske åbner filmen sig allermest for franskmænd og arkitektur-nørder, der kender forløbet bedre? Men der er bestemt rigeligt til os andre, for hvem har ikke prøvet at få idéer skudt til hjørne og blive klemt af andres dagsordener. 

Man ser mildere på den åbne kube i Paris efter filmen.