Axelgaards optakt til 2. etape af Czech Tour

Efter det indledende sprinterslag indledes klassementskampen med det første bjergslag, hvor Dlouhe Strane skal bestiges fra en ny og lettere side.
Ruten

BEMÆRK: Grundet periodens mange løb er denne rutebeskrivelse uden den grundige og detaljerede rutegennemgang, I normalt finder i mine optakter.

Klassementsslaget indledes fredag med den klassiske bjergfinale på Dlouhe Strane, som i år skal bestiges fra en ny og lettere side end tidligere. Her skal der køres 172,9 km mellem Pardubice og toppen af stigningen Dlouhe Strane, og undervejs skal der klatres 2447 højdemeter. Det meste af etapen er kun let kuperet, inden man slutter på toppen af målbjerget, der over 13,2 km stiger med 5,4%. Data snyder dog, for efter 3 km med 3-4% følger 5 km med 5-6%, inden de næste 4 km generelt stiger med 7-9% frem mod de sidste 1200 m, som stiger med 5,6%. I alt stiger de sidste 5,9 km med 6,6%.
Vejret

Den brutale varme fortsætter, men det bliver også sidste dag. Fredagen vil være skyfri med en temperatur, der vil stiger fra 30 til 33 grader og være 31 grader i bunden af målbjerget, hvor der kan være enkelte skyer. Igen vil det næsten være vindstille med en svag til let vind (5-6 km/t), først fra vest og siden fra vestsydvest. Det giver igen en hel dag med med- og sidemedvind frem til målbjerget. Her vil der være sidemedvind på den første halvdel, inden der følger et stykke med sidevind. Over de sidste ca. 6 km får man sidemodvind, dog med sidemedvind fra 2300 m- til 1200 m-mærket.

Favoritterne

Den indledende sprinteretape gjorde som ventet ingen forskel i klassementet – i hvert fald næsten ikke. Der var nemlig uventede tidstab til Nahom Zeray, Colin Stüssi, Valerio Conti, Anton Palzer og Nate Pringle, og selvom det kan handle om positionering på nedkørslen, er det ikke noget, der styrker tiltroen til dem. Vi så også, at James Knox arbejdede som ren hjælper og smed tid i finalen, og derudover udgik Matteo Fabbro og Edward Ravasi.

Langt de fleste kom dog med feltet hjem, og der er dermed i samme tid inden den første af de to klassementsetaper. Her venter en klassiker, nemlig Dlouhe Strane, men altså i år fra en ny side. 13,2 km med 5,4% er bestemt ikke voldsomt, men den bliver dog stejlere til sidst med 5,9 km med 6,6%. Heller ikke det er dog imponerende, og det er generelt ikke let at adskille gode klatrere på procenter, der er under 7. Den har dog til slut i alt 3 km med 7-9%, og i det meget svage felt, vi har i år, kan man ikke udelukke, at bedste mand alligevel kan køre alene. Det er bare en finale, der appellerer mere til eksplosive folk end til klatrere, og det hjælper ikke, at der er modvind på hele den svære del – dog med et enkelt medvindsstykke over 1200 m, som indledes med 2400 m igen. Heldigvis er vinden ganske svag.

Der bør ikke være tvivl om, at det hele skal afgøres på stigningen. Visma tog den med ro i dag, og de er her alene for at satse på de to bjergetaper. I dag kørte udbruddet med det samme, men selv hvis der skal kæmpes om det, burde de ikke få en chance. Visma skal nok tage kontrol, og jeg vil forvente, at de får hjælp af Soudal. De to eneste WorldTour-hold skal nok sikre, at vi får samling. Der er heller ingen reel vind på denne brutale sommerdag, og derfor sker der næppe alt for meget, inden vi rammer målbjerget.

Her forventer jeg, at Visma lægger pres på. De har et bjerghold, men spørgsmålet er, hvordan de griber det an. Er det alle mand for Cian Uijtdebroeks, eller begynder de at lege med overtallet? Min forventning er, at de satser 100% på deres formstærke kaptajn, men alligevel kan det godt blive taktisk. Er stigningen for let til, at han kan komme væk, skal vi bare tilbage til Ain for at se, hvor taktisk det kan blive i denne slags modvindsfinaler. Spørgsmålet er så, om Visma i den situation vil lege med overtallet, eller om de så bare vil holde det samlet i forventning om, at Uijtdebroeks kan gøre forskellen på søndag, hvor stigningen er sværere.

Der er altså flere scenarier. Bedste mand kan køre alene, det kan ende i en spurt, og det kan blive taktisk. Alle scenarier er sandsynlige på en relativt let stigning, hvor der er modvind på den eneste svære del. Det er derfor langt fra givet, at bedste mand vinder.

Nedenstående er i alt væsentligt en gentagelse af den store optakt, da dagens etape ikke gjorde os klogere, og den store optakt var baseret på evnerne i den slags finaler. Jeg har dog ændret lidt på rangeringen grundet dagens tidstab, selvom jeg som nævnt åbner døren for, at noget af det kan handle om positionering på nedkørslen til sidst.

Jeg går med Cian Uijtdebroeks, men jeg er mere usikker på ham på denne etape, end jeg er på 4. etape. Han blev genfødt i San Sebastian, og hans suveræne sejr i Ain vidner om, at genfødslen er reel. Nu kan vi derfor forhåbentlig stole på, at han ikke falder ned i sumpen igen, og hvis han har det niveau, han har haft i sine to seneste løb, bør han være bedste mand her.

Det er dog ikke en ideel etape for ham, fordi stigningen er eksplosiv og let, og vi så i Ain, at han skulle bruge et monsterbjerg som Grand Colombier og en benhård bjergetape for at komme alene væk. Derfor kan jeg godt frygte, at det bliver for nemt – ikke mindst i modvind – og han lider jo under, at han ikke kan spurte. Det er derfor ikke helt givet, at han vinder igen, men i dette felt, der er endnu svagere end i Ain, burde han være ret suveræn. Det er formentlig kun Junior Lecerf, der kan matche ham, og da der er usikkerhed om hans form, går jeg med tøven med Uijtdebroeks – og kikser han her, gør han det færdigt på søndag, hvor chancen er bedre.

Visma har også en anden af favoritterne. Efter en svær start er Tijmen Graat endelig ved at vise potentialet, og i Ain lignede han de to første dage tredjebedste mand. Han gik desværre ned på finaleetapen, og det kan indikere, at han mangler noget holdbarhed. Heldigvis er dette løb noget lettere end det franske løb, og det samme gælder denne etape. Har han niveauet fra Ain, vil han komme meget langt, og så kan Visma måske udnytte et overtal, hvis Uijtdebroeks ikke kan gøre forskellen.

Det er klart, at de også har Thomas Gloag, men han er i stor krise. Sidste år kom han tilbage efter sit grimme styrt i 2023 med en chokerende sejr på Dlouhe Strane i dette løb, men han har intet vist i år. Det har været skuffelse på skuffelse, men da det er hans første løb siden sommerpausen, kan man håbe, at han finder sit niveau. Gør han det, er han en reel vinderkandidat, fordi han modsat sine to holdkammerater har punch og kan vinde en spurt. Man må også have forventninger til William Smith, der lige er blevet nr. 6 i Alsace.

Den store rival er Junior Lecerf. Modsat Uijtdebroeks passer han faktisk til løbet, for som vi fik bekræftet i Catalonien, er han stadig bedst i eksplosive finaler. Han har med andre ord den luksus, at han ”bare” skal følge Uijtdebroeks og derefter vinde spurten, og det burde ikke være umuligt på denne lette stigning. Han viste i Catalonien og Romandiet, at han har nået et ret højt niveau, men han er desværre alt for svingende. Han skuffede stort i Schweiz inden pausen, og senest udgik han af San Sebastian. Derfor er han desværre et meget usikkert kort. Han ledsages af James Knox, der pludselig blev genfødt i Giroen, hvor han endte som nr. 19. Hans kørsel i Burgos i sidste uge sendte ham imidlertid tilbage i det hul, han kom fra, og vi så i dag, at han er ren hjælper.

Det sidste farlige hold er Kern Pharma. De kommer nemlig med Jose Felix Parra, der i år endelig er ved at indfri sit talent. Han blev nr. 2 i Mercan’Tour, nr. 9 i Slovenien og nr. 9 i Andorra, men jeg synes, at vi så den hidtil bedste Parra på den første bjergetape i Burgos i sidste uge. Det skaber bare usikkerhed, at han skuffede på kongeetapen, og han har trods alt ikke præsteret på Uijtdebroeks og Lecerfs niveau.

Han ledsages af Jorge Gutierrez, som jeg egentlig har set et ret stort potentiale i. Han har været meget ude med skader i år, men han viste endelig form i San Sebastian, hvor han kørte i top-30. Desværre skuffede han stort i Burgos, og derfor glider han ned på listen, men man skulle mene, at den gode form ikke kan være forsvundet fra den ene dag til den anden. Måske kan Ibai Azanza også komme et stykke.

Hos Novo Nordisk har vi i Ungarn set, at Hamish Armitt nok kan komme et lille stykke, men han smed tid i dag. De reelle rivaler skal findes på de mange kontinentalhold.

Her skiller UKYO sig ud, for de har flere kandidater. På potentiale rangerede jeg Nahom Zeray højest, for han har nok det højeste topniveau. Han blev nr. 12 i Oman, og senest vandt han kongeetapen i Japan på den meget svære Mount Fuji. Desværre er han også uhyre svingende, hvorfor han kun endte som nr. 19 i Japan, og da vi ikke kender hans form, kan han skuffe stort. Hans tidstab i dag gør, at jeg rykker ham ned i rangering.

Så er der lidt mere stabilitet i Alessandro Fancellu. Han tog den samlede sejr i Japan og blev nr. 2 bag Zeray på Fuji. Han er også blevet nr. 12 i Coppi e Bartali og nr. 8 i Abruzzo og har derfor været stabilt god på dette niveau. Han har også en hæderlig spurt, og det gør ham til en god kandidat i denne finale. Et godt bud er Simone Raccani, der blev nr. 2 samlet i Japan og nr. 13 i Abruzzo, og han passer nok bedre end Zeray til denne eksplosive stigning. Nicolo Garibbo kan også komme et stykke, men hans fokus er nok på bjergtrøjen.

Et meget spændende hold er Red Bull. De kommer nemlig med nr. 2 fra Baby-Giroen, Luke Tuckwell. Der er dog usikkerhed om ham. Han har endnu ikke præsteret i løb på dette niveau, og han er udgået af sine løb i juli og senest d. 10. august. Formen er derfor meget usikker.

Et mere sikkert kort er WorldTour-rytteren Alexander Hajek. Han er ikke noget toptalent, men han blev altså samlet nr. 4 i Ungarn og har vist hæderlig form i Vallonien. Holdets andet WorldTour-rytter, Anton Palzer, burde i dette felt også komme et pænt stykke, men han har ikke vist meget i år, og hans form er helt ukendt. Spændende er den unge Lennart Jasch, der blev nr. 16 i Sibiu Tour og senest nr. 8 i Alsace, Adrien Boichis, der blev nr. 13 i Alsace, og Nate Pringle, der blev nr. 7 i Sibiu Tour, men skuffede fælt i Vallonien. Pringle og Palzer smed tid i dag, og de er derfor nok hjælpere.

XDS kommer med Santiago Umba. Han var tidligere et stort talent, men det er aldrig blevet til det ventede. Nu kommer han imidlertid med en frisk 4. plads fra Alsace, hvor han blev nr. 2 på kongeetapen, og det vidner om, at han i dette felt bør komme langt.

Man må også fremhæve Piotr Pekala. Han kommer direkte fra WorldTour-løbet i Polen, hvor han blev nr. 15 og 24 på de to svære etaper. Han blev også nr. 12 i Østrig, og det vidner om, at han har niveauet til at begå sig. Til gengæld har Marcin Budzinski skuffet i år, senest i Polen, og Michael Kukrle er nok lidt for tung.

Solution Tech mistede Fabbro i dag, og så skal de satse på Kyrylo Tsarenko, der jo vandt kongeetapen i Slovenien. Det var dog via udbrud, og hans niveau rækker helt sikkert ikke til at vinde igen. Er han i form efter pausen, kommer han dog et pænt stykke. Potentialet er nok mindre hos Valerio Conti, men han blev trods alt nr. 14 ved de italienske mesterskaber og nr. 7 i Ardennerne. Denne eksplosive stigning burde passe ham, men efter dagens tidstab skal vi næppe vente noget stort. Et bedre bud er derfor Lorenzo Quartucci, der har haft et flot år, men vi så nok også i Slovenien hans begrænsninger. Til gengæld er han hurtig.

På de øvrige hold vil jeg fremhæve den tidligere vinder af Volta a Portugal, Colin Stüssi, der netop er blevet nr. 9 i Alsace, mens dagens tidstab var ikke lovende. Han ledsages af Jannis Peter, der blev nr. 9 i Østrig, men skuffede i Alsace. Andre navne er Balint Feldhoffer, der blev nr. 7 i Ungarn, Tomasz Budzinski, Giacomo Ballabio, der smed tid i dag, og Patrick Reissig.

Related Posts

Lea “Burger” afslører hjerteskærende detalje: Døde før fødslen

Lea “Burger” Engelhardt Jakobsen blev kendt som Geggos bedste veninde i “Familien fra Bryggen”.  Foto: Hanne Juul Lykken var uendelig, da Lea “Burger” Engelhardt Jakobsen og kæresten Mark…

Dennis Knudsen fortsætter svineren af Dan Rachlin: – Manden er fuldstændig uinteressant. Udover det skal han bare lukke røven

Dennis Knudsen lægger ikke skjul på, at han ikke er glad for Dan Rachlin.  Foto: Søren Jul Lamberth Der er gang i en vaskeægte kendisfejde på de…

Familien Arensbach har mistet mange penge på huskøb

Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix Karina og Kasper Arensbach fra ‘De sjældne danskere’ er flyttet til Jylland. Men det har været en dyr affære for familien. Lige nu…

I store smerter: Joakim Mæhle hentet af ambulance

Joakim Mæhle har i mange år været en fast del af landsholdet. Foto: Kaspar Wenstrup Landsholdsspilleren Joakim Mæhle kom onsdag rigtig galt af sted til træningen i…

Lars Elbæk og Rasmus Larsson afslører: Så meget har de tjent på tv-boligprojekt

Liebhavermægler Lars Elbæk har sammen med designer Rasmus Larsson gjort status i programmet “Fra 1-værelses til strandvejsvilla”. Foto: Martin Høien Liebhavermægler Lars Elbæk og designer Rasmus Larsson…

Christian Kjær indlagt

Erhvervsmanden Christian Kjær blev indlagt i weekenden på grund af store smerter i lysken, fortæller Susan Astani-Kjær. Hustruen Susan Astani-Kjær fortæller, at Christian Kjær blev indlagt med…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *