
Her i Danmark kan både kronprins Christian, dronning Mary, dronning Margrethe og prinsesse Benedikte tage over, hvis kong Frederik er i udlandet. I vores naboland Sverige er reglerne anderledes.
Når kong Frederik tager til udlandet, har det de seneste mange gange været kronprins Christian, der har taget over som regent.
Lige nu passer den 20-årige kronprins sin løjtnantsuddannelse på Antvorskov Kaserne i Slagelse, og han er således inden for landets grænser, hvis der skulle blive brug for ham i sin fars fravær.
Også i Sverige tager kronprinsesse Victoria over, når kong Carl Gustaf drager udenlands, og det skete faktisk for nylig, hvor Sveriges konge først tog til England og efterfølgende drog videre til Brasilien.
Senere på måneden tager det svenske kongepar på statsbesøg til Canada, men på samme tid tager kronprinsesse Victoria også til Tyskland.
Således fremgår det af kongehusets kalender, at kongeparret den 18. november er i Canada, mens kronprinsesse Victoria samme dag er i Tyskland.
Men hvem er det så, der er landets øverste, når de begge befinder sig i udlandet?
Det har BILLED-BLADET spurgt det svenske kongehus om, og her lyder svaret, at det kommer til at være kronprinsesse Victoria, der træder til som midlertidigt statsoverhoved i overensstemmelse med kapitel 5, paragraf 4 i Regeringsformen.
Det svenske hof oplyser yderligere, at fordi kronprinsessen befinder sig i Europa, så vil det ikke forhindre hende i at udføre sine pligter som midlertidigt statsoverhoved.