Den forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen blev tydeligt berørt, da han fortalte om de konsekvenser, det har haft for hans kære at have en relation til ham

Man kommer under huden på Lars Løkke Rasmussen i DR-programmet “Middag med magten”.
Lars Løkke Rasmussen er en hårdhudet herre.
Efter adskillige årtier i politik har han oplevet sin del af modvind, tilsvininger, shitstorme, og hvad et liv i det offentlige søgelys eller kan byde på.
Det rører ham ikke.
Men når dem, han har kær bliver udsat for en hårdhændet behandling alene af den grund, at de har en relation til Lars Løkke, så gør det ondt.
Det i en grad, at stemmen knækker, da han kommer ind på emnet i DR-programmet “Middag med magten”.

– Det er lige fra min datter, når der blev råbt ad hende, og hun først mange år efter kommer og fortæller mig, hvor hårdt det har været for hende, og hvad hun gjorde i den forbindelse – altså også med at søge hjælp.
– Uden at informere mig om det, fordi hun ikke ville udfordre mig med det, til min ven John-Anker (Hametner Larsen og kendt som kvotekongen, red.), siger Løkke i programmet.
Han fortæller videre, hvordan hans datter Lisa Løkke Rasmussen, 29, som ung oplevede at blive mødt af tilråb fra andre, når han steg af toget på Birkerød Station.

Lars Løkke Rasmussen med sin datter Lisa og hustru Solrun.
Ene og alene fordi hun er datter af Lars Løkke Rasmussen.
– I må gøre lige, hvad I vil med mig, men I skal satanedme …, siger Lars med grødet stemme, inden han holder en lang pause og færdiggør sætningen:
– Holde snitterne fra min familie.
Han medgiver, at det også gør nas, når det rammer ham selv, men det er ikke det, der giver ham tårer i øjnene.
