Tyler Hamilton husker tilbage på sin ankomst til Bjarne Riis’ Team CSC.

Min første oplevelse med Team CSC var i december 2001, hvor vi forberedte os på 2002-sæsonen – min første sæson for Bjarne Riis’ hold.

Jeg boede i Marblehead i USA og fløj til København omkring den 15. december. Jeg landede i København og ankom til hotellet, men havde kun et par timer for mig selv.

Før jeg vidste af det, sad jeg sammen med mine nye holdkammerater i en bus, som kørte over broen og mod nord, dybt ind i Sverige. Jeg kendte dårligt nok mine holdkammeraters navne.

Kun udstyr, ingen viden

Da vi forlod hotellet i København, blev vi udstyret med alt det, vi havde brug for. Men vi anede ikke, hvor vi skulle hen, eller hvad vi skulle. Vi fik udstyr til et par dage, men de sagde ikke meget. De sørgede for, at vi var utrygge.

Det var en bustur på seks-otte timer. Vi ankom midt om natten.

Efter vi steg ud af bussen, sad vi med det samme i en kano og krydsede en helt mørk sø.

Jeg var nærmest lige fløjet fra USA til Danmark og var totalt jetlagget. Så jeg tænkte: Hvad er det, vi laver? Hvad er det her? Vi burde sidde på vores cykler.

Det skulle vi overhovedet ikke.

Observeret af Riis og B.S.

På den anden side af søen var der sat tipier op. Vi brugte to dage der med alle mulige former for teambuilding. Det hele var selvfølgelig planlagt af B.S. Christiansen og Bjarne Riis.

For enden af søen var der blandt andet sådan nogle baner med reb. Her skulle man stole på sine holdkammerater. Klatre højt op og hoppe ned – og stole på, at din holdkammerat havde fat i rebet.

Aktiviteterne skulle have os ud af vores rette element. Mange øvelser tvang os til at tænke. Øvelser, hvor de kørte os trætte … for at se, om vi stadig kunne tænke. De adskilte os også for at se, i hvor høj grad vi kunne holde sammen. Det handler om mental styrke og holdånd.

Mennesker handler forskelligt, når de er trætte. B.S. Christiansen ville se, hvad holdet gjorde. Det var min introduktion til holdet.

B.S. og Bjarne var meget venlige, men jeg lagde mærke til, at de observerede os rigtig meget. De stod sådan lidt i baggrunden og observerede. De lod os løse og kæmpe med tingene på egen hånd. Så trådte de til på de rigtige tidspunkter.

B.S. Christiansens tilstedeværelse var bare fed. Det lyder til, at han stadig er et populært navn i Danmark.

Han var også med os til Tour de France. Jeg var sådan lidt … havde vi brug for ham? Hvad var hans officielle rolle? Det var jeg ikke sikker på, men det var fedt at have ham med. Han sørgede for, at jeg holdt begge ben på jorden. Det var bare betryggende at have ham der. Han er meget speciel og god at tale med.

Reddede min karriere

Da jeg kom til CSC, var det stadig et helt nyt hold, og mange af rytterne og folk omkring holdet anede jeg ikke, hvem var. Det lærte jeg hen ad vejen. Alle blev behandlet ens. Det kunne jeg godt lide. Staben var en lige så vigtig del af holdet som rytterne. De får ikke nok kredit. Du ønsker dig en lykkelig familie, og der er staben altså lige så vigtig.

Det viste sig jo at være så fantastisk, at andre hold også begyndte at gøre det. Jeg ved ikke, om de stadig gør den slags. Men dengang lagde andre hold det også ind i deres program.

Det hele var ret utraditionelt. Bjarne Riis tænkte rigtig meget ud af boksen. Det var helt perfekt for mig. Jeg var ved at køre død i min karriere. Det her ændrede det. Jeg kunne virkelig godt lide det.

Julefest i København

Efter to-tre dage kørte vi tilbage til København og havde et par dages træning, og så holdt de en stor julefest for os den sidste aften. Det var fedt.

Til julefesten i København var der en masse grin, taler og jubel. Jul i Danmark er ret vildt. Jeg husker, at jeg spiste meget fisk. Der var så mange retter.

Det var gode tider og min første oplevelse med holdet. Jeg var fløjet over fra USA fyldt med spørgsmålstegn. Vi tog til Sverige, og jeg havde stadig en masse spørgsmålstegn. Men da vi kom tilbage, følte jeg mig virkelig tryg sammen med holdkammeraterne og folk omkring holdet. Det var en helt ny måde at starte en ny rejse på.

Det var virkelig et af mine højdepunkter sammen med holdet.

Næste år var træningslejren på Lanzarote. Der var selvfølgelig varmere end i Sverige, men så lavede vi mange ting i Atlanterhavet. Og vi hikede i bjergene uden ret meget mad midt om natten uden at vide, hvornår vi var færdige, og hvor målstregen lå.

Det var så fedt for mig. Jeg kom fra et veletableret cykelhold – US Postal – som gjorde mange gode ting, men vi lavede intet som det her. Jeg havde ikke oplevet noget som en overlevelsestur siden gymnasiet.

Det var fuldstændig nyt for mig, og jeg nød det virkelig. Jeg syntes, det var en lille smule vanvittigt, for jeg tænkte, at vi burde træne lige nu og køre på vores cykler. Men da jeg fik fornemmelsen af, hvad det var, tænkte jeg, at det var helt fantastisk.

Og alt det var takket være Bjarne Riis og selvfølgelig B.S. Christiansen.