
Én scene i anden sæson af ”Oxen” fik Josephine Park til at undre sig, da hun læste den i manuskriptet.
Josephine Park er tilbage i rollen som PET-agenten Margrethe Franck i anden sæson af ”Oxen”.
Margrethe Franck er blevet placeret i et safe house et stykke fra civilisationen, fordi Danehof er ude efter hende.
Men i andet afsnit af krimiserien forvilder Margrethe Franck sig ud fra sit safe house.
Hun besøger en bar, hvor hun ender med at indtage de ellers ikke eksisterende dansegulv på en brun bodega.
Da Josephine Park, som spiller Margrethe Franck, først læste scenen i sit manuskript, undrede hun sig.
– Jeg læste den på manusplan og tænkte: ”Hvad skal den her?” Først blev det tænkt lidt som om, hun mødte en, hun flirtede med. Men så endte det egentlig med at blive meget mere en scene, der handlede om hende. Om hendes krop og hendes løsrivelse. Om at hun pludselig kunne slå sig løs med den krop, hun har, fortæller Josephine Park til BILLED-BLADET.
Annonce
Scenen endte faktisk med at være noget helt andet, end hvad skuespilleren i begyndelsen havde tænkt.
– Det blev noget andet end det, jeg havde tænkt lige da jeg læste det. Det er et slags længselsfuldt forsøg på at løsrive sig, som ikke nødvendigvis går, men det er et lille skridt på vejen til at eje sin krop, som den er, fortæller hun.
Margrethe Franck mistede sit ben i en ulykke i første sæson af TV 2-serien. Det fylder stadig meget for hende i anden sæson.
Annonce
– Scenen starter jo også bare med, at hun sidder i det hus og keder sig. Hun er en kvinde i 30’erne ligesom mig. Pludselig bare sidde der langt, langt ude på landet med en krop, man ikke kender særlig godt endnu, fordi den ser ny ud, og oplever en længsel. Det liv, der var, uddyber hun.
– Der er en drivkraft i den dans. En vilje i, at hun ikke kun kommer til at isolere sig. Jeg håber lidt, at der i sæson tre kan ske noget mere på den front. Hvem ved?, tilføjer skuespilleren.
Det er dog endnu ikke bekræftet, om der faktisk kommer en tredje sæson af serien.