Selvom Julie Ølgaard mistede sin storebror for mange år siden, fylder sorgen stadig i hendes hverdag.

– Tabet af ham har formet mig på alle måder.

Det fortæller Julie R. Ølgaard i et stort interview i Hendes Verden i denne uge.

Hun mistede sin storebror i en bilulykke, da hun var 12 år gammel, og i dag fylder sorgen og savnet stadig i hendes hverdag.

– Han var seks år ældre end mig og mit ét og alt. Vi var virkelig tætte, og jeg savner ham stadig. Selvom jeg har levet længere uden end med ham, er han stadig min storebror, og det er ikke underligt for mig, at jeg stadig ser ham som 18-årig, mens jeg ser mig selv, som jeg er i dag. Jeg tror for eksempel, at det er en af grundene til, at jeg ikke giver op, fordi jeg på en måde altid har følt, at jeg skulle leve for to. Det er også grunden til, at jeg bare kaster mig ud i ting, for hvad er det værste, der kan ske?

Hendes tydeligste minder om ham er fra hverdagen.

– Det at ligge i hver vores sofa om tirsdagen, når han havde tidligt fri, eller når han kom gående op ad havegangen på vej hjem fra tennis. Der kan stadig komme en følelse af uretfærdighed op i mig over, at han ikke er her mere, men med tiden har jeg lært ikke at bebrejde mig selv. Jeg tror, at mange, der har mistet, kan genkende tanken om, at det burde have været mig og ikke ham. Men det hjælper ikke noget.

Med tiden er hun landet i sit savn, og hun har brug for at mindes ham.

– Mine børn kender onkel Rasmus, og jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg har mistet ham. Jeg er meget åben omkring døden overfor mine børn. Ikke fordi vi skal sidde og være dystre, men fordi det er en naturlig del af livet, og de bliver nødt til at kunne forstå, hvorfor jeg indimellem kan blive sindssygt ked af det, siger hun og fortsætter:

– Jeg mistede min mor, som var ramt af demens, for et år siden, og det var meget voldsomt, selvom jeg er voksen, især fordi jeg var så tæt på min mor. Jeg elsker, at mine børn spørger ind til mormor, og at min datter Roxie siger, “mor, kan vi ikke bare ringe op til mormor”. Jeg vil gerne have, at både Rasmus og min mor lever videre i os, og at vi kan tale om dem uden, at alt skal blive trist og tungt.

Læs hele interviewet i Hendes Verden, hvor hun også fortæller om at gå i parterapi, og hvorfor hun nogle gange ville ønske, at hun havde fået sin søn 10 år tidligere.