
Regeringen afsætter en milliard til nyt center for bekæmpelse af trusler mod kritisk infrastruktur. På høje tid, lyder det fra Dansk Industri.
Rusland er i hybridkrig mod Vesten, lyder det fra efterretningstjenesterne.
Truslerne mod søkabler, datanetværk og trafikknudepunkter vokser hastigt. Og eksperter og erhvervsliv har længe efterspurgt handling.
Nu kan TV 2 løfte sløret for regeringens svar på den hybride trussel i form af et nyt døgnbemandet situations- og cybersikkerhedscenter, der skal overvåge kritisk infrastruktur og bidrage til kampen mod hybridangreb.
– Vi kommer til over de kommende år at etablere et døgnbemandet operationscenter, hvor oplysninger fra en lang række myndigheder bliver samlet. Dermed får vi et komplet overblik over situationen i Danmark, siger beredskabsminister, Torsten Schack Pedersen (V).
Har råbt op længe
Baggrunden for hybridcentret er, at Danmark står i den alvorligste trusselsituation siden Anden Verdenskrig, lyder det fra beredskabsministeren.
– Det stiller helt nye krav til vores beredskab om at arbejde tæt sammen med krisestyring og sikre, at alle informationer bliver samlet et sted. Dermed kommer vores beredskab til at stå langt stærkere end i dag, siger Torsten Schack Pedersen.
Planen er, at der skal være 200 ansatte i det nye hybridcenter. Udover cirka en milliard kroner til etablering vil det koste cirka 200 millioner kroner om året i drift.
Forsvarets Efterretningstjeneste udkom onsdag med den hidtil mest alvorlige trusselsvurdering, hvor det bliver fastslået, at Rusland har indledt en hybridkrig mod Danmark og andre vestlige lande.
Og mens der er afsat over 350 milliarder kroner til oprustning af Forsvaret, er der sket meget lidt i forhold til det civile beredskab.
Det har vakt kritik fra eksperter og erhvervslivet om, at regeringen gør for lidt, og at det går for langsomt med at beskytte samfundet mod hybridangreb.
– Det er fuldstændig afgørende, at vi hurtigst muligt får styrket vores forsvar mod hybridangreb, siger branchedirektør Andreas Holbak Espersen fra Dansk Industri.
– Vi har længe råbt op om, at der er brug for en koordineret indsats og langt mere overvågning i forhold til kritisk infrastruktur. Derfor er det virkelig glædeligt, at der nu endelig sker noget, siger han.
Ingen garantier
Torsdag kunne TV 2 fortælle om Nordens største kabelleverandør GlobalConnect, der er i gang med at indføre ny teknologi til overvågning af søkabler.
Men de efterlyser en myndighed, de kan alarmere om mulige trusler.
Det er jo ikke nok, at du opdager tingene ske. Du skal også kunne handle på det, siger Hans Jayatissa, der er projektleder på såkaldt DAS-teknologi, der kan lytte og føle sig frem til trusler i vandsøjlen mod datakabler.
– Du skal have mulighed for at give en alarm til nogen. Det nytter ikke, at vi kan konstatere det, men at der ikke sker noget, siger han.
Det er stadig uklart præcis, hvordan private udbydere vil blive koblet op på det nye nationale hybridcenter. Og om det også gælder mindre virksomheder.
– Det er noget af det, vi skal i gang med at finde ud af, siger Torsten Schack Pedersen.
Mener du, at danskerne nu kan ånde lettet op, så bliver vi ikke udsat for hackerangreb, overrevne søkabler og droneangreb?
– Det her er ikke nogen garanti mod hybridangreb. Der vil fortsat være nogen, der forsøger at angribe vores IT-systemer, og truslen i forhold til sabotage er stigende. Men det betyder, at vi er i stand til at reagere hurtigere og stærkere på angreb, siger Torsten Schack Pedersen.
Kan du forstå kritikere, der siger, at det her arbejde er gået alt for langsomt?
– Vi har jo altså ikke siddet på hænderne det sidste havlandet år. Der er taget initiativer og stillet skærpede lovgivningskrav. Vi har også sat ekstra midler af til cybersikkerhed. Det her bygger oven på alt det, siger beredskabsminister, Torsten Schack Pedersen.