
Den amerikanske skuespiller med roller i flere store film og tv-serier blev 91 år gammel
Onsdag skulle Patricia Crowley fejre sin 92-års fødselsdag, men det kommer desværre ikke til at ske.
Hun døde søndag af naturlige årsager i Los Angeles.
Det fortæller hendes søn, Jon Hookstratten, til flere medier – heriblandt The Hollywood Reporter og Deadline.
Patricia Crowley startede sin karriere som skuespiller i 1953 med filmene “Forever Female” og “Money From Home”, hvilket gav hende en Golden Globe i den daværende kategori for årets nye stjerneskuespillerinde.
Hun havde for alvorlig sin storhedstid i de efterfølgende årtier, hvor hun medvirkede i en lang række film og tv-serier. Blandt andet spillede hun hovedrollen i sitcom-serien fra 1965 “Please Don’t Eat the Daisies”.
Hun fortsatte dog med at være aktiv helt frem til 2012, hvor hun havde sin sidste rolle i filmen “Mont Reve”.

Patricia Crowley og resten af hovedcastet i tv-serien “Please Don’t Eat the Daisies”
Foto: Mega
I årene imellem havde hun roller i tv-serier som “Columbo”, “The Love Boat”, “Frasier”, “Beverly Hills, 90210”, “The Closer” og “Cold Case”.
Desuden vil mange i de yngre generationer måske kende hende fra “Friends”, hvor hun medvirkede i én episode. Her spillede hun Mrs. Burgin, moren til Rachels kæreste Joshua.
I alt har hun iføge filmdatabasen IMDB 130 krediteringer i løbet af den knap 60 år lange karriere.
Patricia Crowley var ved sin død gift med tv-producer Andy Friendly. Det var hendes andet ægteskab, efter hun tidligere var gift med den magtfulde advokat Ed Hookstratten, som blandt andet repræsenterede Elvis Presley og Johnny Carson.
Hun efterlader sig udover manden og sønnen også en datter, fem børnebørn og fire oldebørn.