
Grev Michael og prinsesse Alexandra havde kendt hinanden hele livet, men det var først efter et dødsfald og to skilsmisser, de fik øjnene op for hinanden.
Vi tæller ned til jul med 24 kongelige låger.
I dag den 20. december spoler vi tiden tilbage til 2018, hvor grev Michael og prinsesse Alexandra fortalte om deres forelskelse i et stort interview med BILLED-BLADET.
Greven og prinsessen har kendt hinanden hele livet gennem deres familier. Alexandras mor, prinsesse Benedikte, er nær veninde med Michaels mor, Merete Lüttichau, og Benedikte var gudmor til Michael ved hans barnedåb.
Det var først i 2017, hvor prinsesse Alexandra var blevet skilt fra sin mand gennem 20 år, grev Jefferson, og grev Michael var blevet skilt fra sin hustru gennem 10 år, Caroline Søeborg Ahlefeldt, at de pludselig fik øjnene op for hinanden.
Det skete til prinsessens far prins Richard af Berleburgs begravelse, fortalte de BILLED-BLADET tilbage i 2018.
Annonce
– Det var til prins Richards begravelse, at vi fik lejlighed til at snakke sammen på en helt anden måde end tidligere. Der var jo sket så meget i begges tilværelse. Vi har kendt hinanden hele livet, men egentlig kun mødtes af og til med års mellemrum, og pludselig var vi dér – på en måde i samme situation, forklarede grev Michael.
– Pludselig så jeg Alexandra i et helt nyt lys.
Annonce
– Og omvendt. Jeg havde heller ikke drømt om noget i denne retning, men jeg tror på, der er en tid for alting, sagde prinsesse Alexandra smilende i interviewet og lo hjerteligt, da de blev spurgt, hvordan Amors pil ramte dem.
– Jeg inviterede Alexandra og hendes børn til Heartland-festivalen sidste år, og så blev hun hængende, smilede grev Michael.
– Så det er præcis et år siden, at vi fandt sammen og hurtigt kunne føle, at her var der noget at bygge på, lød det fra grev Michael, og prinsesse Alexandra supplerede:
– Ja, vi er meget heldige og meget glade.
Annonce
– Alexandra er så dejlig. Hende slipper jeg aldrig, sluttede greven forelsket om prinsessen.
Grev Michael og prinsesse Alexandra bor i dag sammen på Egeskov Slot.