
Sneen har været konstant de seneste timer i Thisted, hvor det lokale beredskab på Falck- og brandstationen har fået mulighed for at låne Forsvarets 33 tons tunge Piranha – et terrængående køretøj.
– De fleste veje bliver jo ryddet, men ude i de små landsbyer, der bliver det nødvendigvis ikke prioriteret. Derfor kan vi rykke ud, hvor ambulancer ikke kan, siger konstabel Mads Haff til TV 2, som er i Thisted for at assistere beredskabet.
Køretøjet er endnu ikke taget i brug, men mandskabet står klar, hvis behovet opstår.
– Vi håber selvfølgelig ikke, der bliver brug for os, men vi er klar til det, lyder det fra konstablen.