
Nu er tiden endelig kommet, hvor grevinde Alexandra er kommet på det sociale medie Instagram.
Både grev Felix, grev Nikolai og Kongehuset har en officiel Instagram-profil, hvor billeder og videoer er tilgængelige for alle. Nu er det så endelig blevet grevinde Alexandras, 61, tur til at hoppe med på trenden, og hun er allerede i fuld gang.
Hendes første opslag er nemlig oppe, og det er en video sammen med sønnen grev Nikolai, der overrasker hende med et fotoshoot.
Grevinden har længe overvejet at oprette en profil, men har haft svært ved at få idéen ført ud i livet.
— Jeg ville gerne på Instagram, men jeg anede ikke, hvor jeg skulle starte. Så min fantastiske søn Nikolai arrangerede et surprise-fotoshoot for mig. Og her er vi så… nu er vi live, skriver hun på opslaget.
På én dag har grevinden allerede fået 3.400 følgere, men følger selv kun 24 profiler og blandt dem er Det Danske Kongehus, Benedikte Thoustrup, der er kæreste med grev Nikolai, Vogue Scandinavia og Tom Ford.
Men det er dog også værd at nævne, at Alexandra ikke kun følger mode og kultur. Hendes profil afslører også interesse for sundhed og livsstil med sider som Yoga, Holistic Health & Wellness samt kogebogsforfatteren Emily English.