
Mie Højlund er glad for at blive i Odense og har helt klare ambitioner med forlængelsen.
Onsdag blev det offentliggjort, at Mie Højlund har forlænget sin kontrakt med Odense Håndbold til 2028.
Efter sejren over NFH samme dag satte hun flere ord på kontraktforlængelsen og afslørede over for TV 2 Sport, at fynboerne ikke var de eneste, der havde vist interesse i at få hendes underskrift.
Det fik TV 2-vært Stine Bjerre Mortensen til at spørge Mie Højlund, om den ungarske storklub Györ var en af bejlerne, og til det svarede Højlund:
– Ja, blandt andet.
Det kunne måske lyde som en tillokkende mulighed at skifte til de forsvarende Champions League-vindere fra de seneste to sæsoner.
Men interessen fra Györ nåede aldrig at blive til egentlige forhandlinger, fortalte Højlund videre, for hun kunne mærke i sig selv, at det ikke nødvendigvis er udlandet, der trækker i hende.
– Det har aldrig været en pigedrøm. At være i en klub, hvor jeg har været en del af processen i så mange år, er en kæmpe stolthed for mig. At vi er nået så langt … Jeg vil bare gerne være med til at tage det sidste skridt, forklarede hun.
Vil ikke afvise udlandseventyr i fremtiden
Mie Højlunds ambition er at blive i Odense og udvikle sig som spiller. Der er dog særligt én ting, hun drømmer om at opnå med klubben, hvor hun har været siden 2017.
– For mig er det helt store mål at vinde Champions League.
– Det vil være 1000 gange større for mig at vinde med Odense og have været en del af den rejse, end det ville være at flytte til en klub, hvor jeg troede, at jeg kunne vinde det bare ved at flytte, lød det.
Derudover havde muligheden for spilletid også indflydelse på Mie Højlunds beslutning om at blive på Fyn. Noget som TV 2 Sports håndboldekspert Peter Bruun godt kan se meningen i.
– Vi har set spillere, som har fået splinter i røven af at sidde dernede på bænken, fordi de har så mange gode spillere. Man skal også ind og sige, at man skal have en rolle, mener han.
For Mie Højlund er udlandseventyret ikke en dør, der er forseglet på nogen måde. I interviewet med TV 2 Sport onsdag aften ville hun nemlig ikke afvise, at det aldrig kan komme på tale.
– Hvis jeg på et tidspunkt når en alder, hvor jeg tænker, at det er på tide for mig at komme ud, kunne jeg sagtens finde på det. Det er ikke, fordi den er lukket for mig. Det har bare aldrig rigtig været en drøm, siger hun.
Mie Højlund har vundet det danske mesterskab med Odense tre gange. I sidste sæson tabte Odense finalen i Champions League til Györ.