
Et kendt skuespillerpar dukkede tirsdag op til dronning Margrethes uddeling af årets Ebbe Munck Pris på Christiansborg Slot.
Traditionen tro overrakte dronning Margrethe også i år Ebbe Munck Prisen på Christiansborg Slot i det pragtfulde Fløjlsgemakket.
Her deltog mange af hendes nære medarbejdere og veninder, og så dukkede også et kendt skuespillerpar overraskende op.
Således var Martin Greis-Rosenthal og hans hustru, Katrine Greis-Rosenthal, kendt fra blandt andet “Sygeplejeskolen”, blandt de inviterede.

Martin Greis-Rosenthal og hans hustru, Katrine Greis-Rosenthal var med på Christiansborg Slot tirsdag.
Foto: Søren Jul Lamberth
Grunden til, at de var inviteret med, er, at Martin Greis-Rosenthal sidste år spillede Ebbe Munck i DR-dramadokumentaren “Kodenavn: Storfyrstinden”.
Serien er baseret på den virkelige historie om bankassistenten Jutta Graae og hendes involvering i den tidlige danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig.
Hædret for stærk indsats
Årets prismodtager Esben Gadsbøll modtog prisen for sit arbejde for demokrati, innovation og frihed.
Han står blandt andet bag initiativet Defense Innovation Highway, der fremmer samarbejdet mellem Norden og Ukraine om udvikling og nytænkning i forsvaret.

Prismodtager Esben Gadsbøll.
Foto: Søren Jul Lamberth
Dronning Margrethe er protektor for Ebbe Muncks Mindefond, som siden 1975 har hædret personer, der arbejder inden for eller har udmærket sig på områder, der havde Ebbe Muncks særlige interesse.