US Open har rystet posen, når det kommer til mixed double-turneringen ved den amerikanske grand slam.

Make mixed double great again.
US Open har rullet de tunge kommercielle skyts ud og smidt romantiske forestillinger om tradition og historik på porten.
Ingen gider se mixed double alligevel, synes at have været tanken.
Men hvis nu man kunne lokke Carlos Alcaraz, Jannik Sinner, Aryna Sabalenka, Iga Swiatek, Novak Djokovic og Emma Raducanu til at stille op?
Så lugter det pludselig af billetsalg og seertal.
Og missionen ser ud til at lykkes, for US Open er nemlig klar med stjernespækket felt, der skal danne par i New York.
Holger Rune skal danne par med den ene af sommerens Wimbledon-finalister, Amanda Anisimova, og ifølge mor og manager Aneke Rune kommer muligheden som kaldet.
– Vi havde talt om, hvad vi kunne finde på i træningsugen op til US Open, så på den måde kom mixed doublen som sendt fra himlen, fortæller hun i et skriftligt svar til DR Sporten.
– Det er et sjovt format med hurtige, hidsige kampe, en hel masse god energi og alle kender hinanden rigtigt godt, så jeg kan ikke se, at det bliver andet end en kæmpe succes for turneringen og spillerne, skriver Aneke Rune.
Mens klodens bedste singlespillere vælter i millioner, slider og slæber mange af de professionelle double-spillere for at få en karriere til at hænge sammen.
Der er altså ikke tale om en Robin Hood-aktion fra US Opens side.
Alligevel er mavefølelsen todelt, når man forhører sig hos flere af stemmerne i den danske tennisdam.
– Altså jeg er ret på toppen over det, siger Tine Scheuer-Larsen, der er tennisekspert hos TV 2 Sport.
– Vi har de absolut stærkeste singlespillere med, og det kommer til at skabe en enorm interesse for mixed double. Samtidig synes jeg også, det er lidt tungt for de double-spillere, der ikke kan komme med. På deres vegne kan jeg godt være en anelse indebrændt, siger hun.
Også Michael Mortensen, der er tennisekspert hos Discovery+, ser tingene på den ene side og på den anden side.
– Jeg tror, det er noget, spillerne ser frem til, og det er da også et spændende koncept.
– Men jeg synes, det er ærgerligt og synd. Man tænker for meget på det kommercielle i stedet for det rent sportslige, og jeg kan være i tvivl om, hvor seriøst spillerne tager det.
– Man sælger lidt ud af arvesølvet, synes jeg, siger Michael Mortensen.
I deres aktive karriere som tennisspillere dannede Tine Scheuer-Larsen og Michael Mortensen ofte par i mixed double-turneringerne.
Derfor ærgrer det hende også lidt, at Holger Rune og Clara Tauson ikke skal spille sammen.
– Vi gjorde det faktisk virkelig godt, Michael og jeg. Og jeg glædede mig altid utroligt meget, så for os var det vigtigt, siger Tine Scheuer-Larsen.
For Frederik Løchte Nielsen, der vandt Wimbledon i herredouble i 2012, stikker det mest, når det kommer til det sportslige.
– Mixed double er tennissens dårligste kort, så hvis man skal gøre noget, er det der. Det er det mindst prioriterede format, og der er ikke nogen, der baserer en karriere på at spille mixed double alligevel, siger han.
– Min største anke er, at det bliver en glorificeret opvisningsturnering. Principielt set er jeg tennis-traditionalist, og jeg synes, at grand slams skal have sportslig merit. Det bliver en grand slam-titel med et spørgsmålstegn ud for.
Frederik Løchte Nielsen køber dog ikke, at det gør ondt i hjertet på særlig mange mennesker, at US Open nu har valgt at følge dollartegnene.
– Jeg synes, det er søgt at sige, at det går ud over historien. Der er ikke rigtig nogen, der følger med, og jeg tror, de færreste ville kunne fortælle, hvem der var i finalen sidste år.
– Og når jeg så fortæller, at den ene af sidste års finalister var mere pickleball-spiller end tennisspiller, hvad er det så lige, vi mister? Spørger han retorisk med henvisning til amerikaneren Donald Young.
Ingen tilfældighed, at US Open går forrest
Tennis er ikke bare tennis, og grand slams er ikke bare grand slams.
Hver især brander de fire største turneringer sig forskelligt, og mens Wimbledon holder stædigt fast i hvidt tøj og champagne, har US Open det med at presse på i forhold til nytænkning.
Her blev ligeløn mellem køn eksempelvis introduceret flere årtier før de øvrige grand slams, og de var også først til at spille med tiebreaks.
Det overrasker heller ikke Kenneth Cortsen, der er sportsøkonom og har en ph.d. fra professionshøjskolen UCN, at det netop er i USA, man vælger at lægge arm med traditionerne.
- USA er et land, hvor sport og underholdning i høj grad er smeltet sammen, siger han.
- Og ved at gå ud og lave det her til en mere oplevelsesøkonomisk og showbaseret begivenhed virker det, som om US Open træffer et bevidst valg om at tilsidesætte sportens traditioner, hierarki og historie for i stedet at kapitalisere på stjernernes brandværdi og publikums underholdningslyst.
Michael Mortensen, der har spillet i alle fire grand slam-turneringer som aktiv, mener også, at det er typisk US Open.
- Det er bare en mere showpræget turnering. Det er altid et gedemarked til US Open, og den amerikanske mentalitet er, at folk skal underholdes, siger han.
- Det skal være komprimeret, det skal være intenst, og det skal være nu og her.
Money talks. De færreste i underholdningsindustrien vil være uenige. Og vil man holde fast i de unge seere, mediepartnere og sponsorer, skal man have en fortælling, folk gider at høre, mener Kenneth Cortsen.
- Og det er en del lettere at markedsføre en masse stjerner end en række relativt ukendte mixed double-specialister. Og når der samtidig er tale om de to største arenaer, forventer jeg, at vi ser det her show-baserede format skabe en form for festivalstemning, hvilket også kan differentiere US Open fra de andre grand slams, siger Kenneth Cortsen.
Mixed double-turneringen skal blandt andet spilles på Arthur Ashe Stadium, der er verdens største tennisarena.
Det er dog ikke sikkert, at den forskel får lov at stå særlig længe. De øvrige grand slam-turneringer forventes nemlig at holde skarpt øje med udviklingen i New York.
- Jeg tror virkelig, at French Open og Australian Open sidder og holder øje, siger Michael Mortensen.
Hverken Mortensen, Scheuer-Larsen eller Løchte Nielsen kan dog se det for sig, at Wimbledon ville ændre noget så radikalt.
Her er traditionerne trods alt førsteprioritet.
Men Løchte Nielsen kan sagtens forestille sig, at US Opens tilgang kan inspirere det øvrige af tennisverdenen.
- Det kunne godt gå hen og blive en afvikling af mixed double, som vi kender det.
- Men hvis du kan tage en synkende skude, shine den op og få den til at sejle igen, så giver det jo også mening, siger Frederik Løchte Nielsen.