
Nye billeder fra kongehuset viser, at dronningen stod tidligt op for at se pyramiderne i solopgang.
Kan man tage til Egypten uden at se pyramiderne? Ikke hvis det står til dronning Mary.
Dronning Mary var blandt æresgæsterne lørdag aften, da Grand Egyptian Museum i Kairo officielt åbnede under overværelse af konger og dronninger og statsledere fra hele verden. Men der var også var tid til at tage en lille privat afstikker til pyramiderne. Og den blev taget tidligt søndag morgen.
Billeder, som kongehuset har offentliggjort på deres sociale medier, viser, at dronningen så besøgte pyramiderne i Giza ved solopgang.
”Da solen stod op over pyramiderne og Sfinksen i Giza klokken seks i morges, besøgte Hendes Majestæt Dronningen de ikoniske monumenter, hvoraf den største pyramide er det eneste af oldtidens syv vidundere, der stadig står tilbage,” skriver kongehuset og fortsætter:
Annonce
”Under besøget fik Hendes Majestæt lejlighed til at træde ind i Khufus pyramide, der herhjemme også er kendt som Keopspyramiden og regnes for den største af dem samt et af verdens ældste bevarede bygningsværker, opført for mere end 4500 år siden.”
Efter solopgangen over pyramiderne fortsatte dronningen besøget med en rundvisning på Grand Egyptian Museum. Det gjorde hun i selskab med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.