
Toget var på vej fra København til Sønderborg via Fredericia, hvor det kolliderede med en gylletransporter. Det er lokomotivføreren og føreren af gylletransporten, der er i kritisk tilstand.
– De skal til at vågne. Vi kan ikke blive ved med at miste vores kære, siger Lise Ann Waidtlow Schlaikjer som reaktion på den nye tragiske ulykke og fortsætter:
– Håbet var, at der skete noget efter tabet af vores søn. Jeg er rasende og gal, og vi kan ikke vente til 2027. I stedet må de sænke hastigheden på togene ved de steder, hvor der ikke er bom.
Lørdag formiddag var der pressemøde ved ulykkesstedet. Her oplyste Banedanmark, at signalsystemet ved jernbaneoverskæringerne vil blive opgraderet i 2027.
Det omfatter blandt andet opsætningen af bomme, fortalte sikkerhedschef ved Banedanmark, Martin Harrow.
Det er ikke kun den anden dødsulykke på den korte strækning på bare lidt over en måned. For otte år siden kolliderede et tog med en traktor samme sted.
– Jeg er så rasende. Jeg har ikke kunne græde siden tabet af min yngste søn, fordi jeg er så rasende. Man burde have handlet for halvanden måned siden. Faktisk allerede i 2017. Så havde vi ikke stået i den her situation, at vi står i nu, siger Lise Ann Waidtlow Schlaikjer.
Hun mistede sin 24-årige søn 5. juli, da han i en varebil med trailer på blev ramt af et tog ved en jernbaneoverskæring uden bom ved Kliplev.
 
			 
			 
			 
			 
			