
Der er for mange, der ikke respekterer sikkerheden på togstationerne, og det skaber igen og igen farlige situationer.
Det fortæller Mogens Nielsen, der er lokomotivfører og arbejdsmiljørepræsentant i GoCollectives Herning-afdeling.
Ifølge ham så opstår der jævnligt situationer, hvor folk risikerer at blive ramt.
– Alle lokomotivfører kommer til at opleve det. Jeg har kørt i 26 år, og det er jo forfærdeligt at sige, men det hærder en, og man bliver desværre vant til det, fortæller han.
Ifølge arbejdsmiljørepræsentanten så sætter situationerne sig i lokomotivførerne, der frygter at komme til at slå nogen ihjel.
– På et tidspunkt så må folk stoppe med PTSD, fordi de ikke kan mere. Det samler sig på et tidspunkt med de her mange oplevelser, siger Mogens Nielsen.
Opråb til togpassagerer
Mogens Nielsen fortæller, at situationerne ofte opstår selvom både lyd- og lyssignaler fortæller, at man ikke må krydse sporene.
Han fortæller, at der især har været mange situationer på stationerne i Vinderup og Ikast den seneste tid.
– I Ikast havde vi i den her uge en situation, hvor toget kommer i svinget til stationen, og så står der en i overgangen 100 meter foran. Min kollega har hornet i bund og laver fareopbremsning, og det er først, da han stopper fem meter før, at manden flytter sig. Da han så er klar til at køre igen, så kommer der gudhjælpemig en person mere, fortæller Mogens Nielsen.
Arbejdsmiljørepræsentanten fortæller også om en anden situation fra Ikast Station, hvor en person to gange krydser sporene foran et tog. Eller en dag, hvor en mor med to børn går over sporene.
– Min kollega var fuldstændig hvid i hovedet, siger han.
I toppen af artiklen kan du se to eksempler på situationer med personer, der krydser sporene, selvom der kommer tog.
Mogens Nielsen understreger, at han mener, at han har verdens bedste job. Men han vil gerne minde folk om at passe på, når man er på en togstation.
Lokomotivførerne har nemlig ikke mulighed for at styre udenom, og deres bremselænge er væsentlig længere end ved en bil.
– Man skal tænke sig om, for det er ikke det værd. Vent nu. Vi skal nok vente på jer, og I skal nok komme med toget. Det er ikke det værd at løbe over sporet for at spare 10 sekunder.