
Først “Bachelor”, så “Bachelorette” og derfra direkte til “Vild med dans”. Mette Sommer sparkede sin tv-karriere i gang med et brag.
Men efter sin tredjeplads i 2023-udgaven af fredagsballet blev tv-darlingen gravid, og det lagde selvsagt en dæmper på skærmtiden.
Det afslører frøken Sommer mere eller mindre selv i et opslag på sin Instagram-profil i weekenden, hvor man kan se, at hun blandt andre har været på optagelser med Frederik Ottosen og Mai Cermeno fra den seneste sæson af “Bachelorette”.
I opslaget røber Mette ikke, hvad det er for et program, hun har været på optagelser på, og da SE og HØR spørger, vil hun heller ikke ud med det.
Noget, hun dog gerne vil ud med, er, at programmet åbenbart ikke var helt ufarligt.
I hvert fald har TV 2-favoritten delt flere billeder af sine ben, som i forbindelser med optagelserne er blevet fuldstændig forslåede.
Begge ben er dækket af store, blå mærker, ligesom de også er pakket ind i forbinding.
Hvad der er sket, ville Mette ikke svare SE og HØR på, men mon ikke vi finder ud af det, når det endnu ukendte tv-program får premiere en gang i fremtiden.