
Julen gør det særligt svært at få pengene til at række for udsatte familier, viser en ny undersøgelse fra Røde Kors.
Hvis Aiga Zevalde ikke spiste morgenmad, så kunne havregrynene og mælken række et par dage mere.
Hun er fleksjobber, og med god planlægning kan hverdagen akkurat hænge sammen for hende og hendes søn i dag.
Men som enlig mor med begrænsede penge har hun flere gange selv skippet et måltid, så hendes nu tiårige søn kan spise sig mæt hver dag.
– Min økonomi var simpelthen så presset, så jeg var nødt til at prioritere mit barns behov, fortæller hun i ‘Go’ morgen Danmark’.
Den kommende juletid er ekstra svær at komme igennem, lyder det.
Og det er Aiga Zevalde ikke alene om at opleve.
Jeg har ikke familie eller nogen, der kan give mig ekstra penge
En ny undersøgelse fra Røde Kors viser, at 89 procent af de familier, der modtager deres julehjælp, må spare kraftigt eller helt undvære julegaver til deres børn.
Aiga Zevalde er en af dem, der har fået julehjælp de seneste par år – og den har haft stor betydning i julen, lyder det.
Planlægger hverdagen
I hverdagen er Aiga Zevalde nødt til at planlægge langt frem for at sikre, at pengene kan række til alle behov.
Hun betaler altid sine regninger som det første, og så hæver hun resten af pengene og fordeler dem i konvolutter til hver uge, fortæller hun.
Ifølge Aiga Zevalde har hun 3.000 kroner til resten af måneden, når alle de faste udgifter er betalt, og hun må ikke løbe tør, før hun får løn igen.
– Jeg har ikke nogen andre. Jeg har ikke familie eller nogen, der kan give mig ekstra penge, fortæller hun.
I hverdagen køber hun kun ind til det mest basale, og ofte må hun fravælge varer, hvis prisen er for høj.
Hun kender følelsen af at skulle vælge mellem leverpostej eller mælk, fortæller hun i ‘Go’ morgen Danmark’.
Når den dyre juletid står for døren, har familien vænnet sig til en jul med mindre slik på bordet, færre julearrangementer og billigere gaver under træet.
– Min søn ved, at han nok ikke får mere end tre gaver hvert år, fortæller hun.
Nissen kommer ikke i år
At forældre går på kompromis med deres egne behov er ifølge Røde Kors et velkendt fænomen.
Det viser den nye spørgeskemaundersøgelse, de har foretaget blandt alle de familier, der modtog julehjælp i 2024.
– De familier, som vi giver julehjælp til, laver alle mulige krumspring for at få hverdagen til at hænge sammen, fortæller analysechef for Røde Kors, Rannvá Møller Thomsen.
En femtedel af de familier har til tider også undladt nødvendige måltider til deres børn af økonomiske årsager.
Og det kan sætte sig som stress i familierne, fortæller Rannvá Møller Thomsen.
Undersøgelsen viser, at 69 procent af de familier, der modtog julehjælp, oplever et højt stressniveau, mens tallet ligger på 32 procent i resten af befolkningen.
– De kan ikke sove om natten, og det fylder konstant i deres hoveder, fortæller Rannvá Møller Thomsen.
Da jeg spurgte ham, hvad han ønskede sig i gave, svarede han: ‘Jeg skal ikke have noget, mor’
Hun mener, at julen kan blive et slags forstørrelsesglas for familier med en presset økonomi. For her bliver det tydeligt, hvad børnene må undvære, fortæller hun.
– En mor i undersøgelsen siger: ‘I år kommer nissen ikke. Min pige ved det ikke endnu, men i år kommer nissen ikke’, fortæller hun.
‘Er vi fattige, mor?’
Og det kan Aiga Zevalde genkende hos sin egen søn.
Han havde en dag spurgt sin mor, om de egentlig var en fattig familie, efter at have snakket med nogle kammerater.
Han er klar over familiens økonomiske begrænsninger – særligt i juletiden.
– I år, da jeg spurgte ham, hvad han ønskede sig i gave, svarede han: ‘Jeg skal ikke have noget, mor’, fortæller Aiga Zevalde.
Selvom hun ved, at det også handler om manglende penge, gør det hende stolt, at julen mest handler om andet end gaverne for hendes søn.
Hun håber på at kunne få julehjælp igen i år, som blandt andet kan bruges i madbudgettet.
Men hun ved, at der er mange andre familier, der også har brug for pengene, og derfor vil hun kun være taknemmelig, hvis hun er en af dem, der får julehjælp.
– Jeg håber jo selvfølgelig, men jeg ved, hvor mange sårbare familier, vi har, fortæller hun.