
Reaktionerne tikker nu ind fra flere partiledere.
Enhedslistens Pelle Dragsted skriver i et opslag på X om en “alvorlig udmelding fra Trump om at tage Grønland”.
– Regeringen må sige klart og tydeligt fra. Det er helt uacceptabelt, skriver han.
Radikale Venstres Martin Lidegaard skriver, at Grønlands befolkning ved det seneste valg gav et klart signal om et nej til USA.
– Trump har ikke glemt sit ønske om at overtage Grønland. Det ønsker han aktivt at signalere med udnævnelsen af en særlig udsending. Men Grønlands fremtid er og bliver Grønlands eget valg, skriver Martin Lidegaard på Radikale Venstres profil på X.