
Peter fik lov at trykke kongens hånd og gav ham en særlig ting med.
Det var en helt særlig oplevelse for Peter Filtenborg, da han sammen med flere tusinde andre var mødt op for at se kongeparret på besøg i Hanstholm.
Peter Filtenborg er fem år gammel, og selvom mange af hans venner synes at biler og traktorer er det fedeste, så er Peter bare vild med kongehuset.
– Han synes bare at Kong Frederik, det er noget vældig noget, lyder det fra Peters mor Marianne Filtenborg.
Sammen var hun og Peter taget afsted sammen fra Nykøbing til Hanstholm i håbet om at møde kongen.
Derfor var det også en kæmpe oplevelse for ham, da han fik lov at overække kongen en meget særlig ting.
Han havde nemlig et gevir med, som han selv havde fundet.
– Vi går meget på jagt hjemme hos os, siger Marianne Filtenborg.
Så derfor var det den helt rigtig gave. Kongen skulle selvfølgelig have et gevir fra en kronhjort fundet i Thy.
– Han blev meget stolt over, at han (red. Kong Frederik) tog den med på Dannebrog, siger Marianne Filtenborg.
Men det var da heller ikke kun Peter på fem som syntes det var en vild oplevelse, det gjorde også indtryk på moderen.
– Amen det var da helt vildt stort, det var virkelig stort også for mig, siger Marianne Filtenborg.