
I ugens afsnit af Morten Messerschmidts podcast “Ikke et ord om politik” gæster Peter Ingemann studiet, og de to får sig en ærlig snak om blandt andet tv-værtens barndom.
Læs også:Kåre Quist er stolt af sønnen: Carl vil være pilot
Artiklen fortsætter efter videoen.
Her fortæller Peter om en far, der svingede mellem at være kærlig, karismatisk og totalt selvdestruktiv – og om det øjeblik, hvor det hele endte.
- Han (faren, red.) prøvede egentlig at slå sig ihjel mange gange i løbet af et år. Altså ved simpelthen at bunde en flaske vodka eller to. Det handlede ikke om at være alkoholiker på den gængse måde – det handlede om at lukke ned, fortæller Peter Ingemann og tilføjer:
- Han skød sig selv med en revolver. Jeg havde selv været med til at købe den på en våbenmesse i Nevada. Min søster og jeg hjalp ham med at få den delt op og med hjem. Så ja – jeg stod selv med revolveren.
Forgudede sin far
I podcasten beskriver Peter Ingemann, hvordan det er at vokse op med en far, der både er ens største forbillede og største usikkerhed.
- Min far var 80 procent af tiden et fantastisk menneske. Kærlig, visionær, klog, humoristisk. Han var festens midtpunkt, damernes ven, alle kunne lide min far inklusiv hans egen søn. Jeg forgudede ham. Men de 20 procent var han Mr. Hyde. Der var det ren flugt i hårdt misbrug, fortæller han og fortsætter:
- Jeg drømte som barn om, at min far bare var en jævn alkoholiker. Altså én der drak 8–10 bajere om dagen og var forudsigelig. For så var der i det mindste stabilitet.
En smerte og en driver
I podcasten slår Peter Ingemann fast, at han aldrig har været bange for at ende som sin far, selvom han har haft en barndom med en masse svigt. I stedet bruger han sin baggrund den dag i dag.
- Jeg tror, der er rigtig mange i min branche, der har haft noget lignende i deres opvækst. Det bliver en smerte – men det bliver også en driver, fastslår han.