
Søndag afholdes to ‘julegus’ i Haraldslund Vand- og Kulturhus. Præst har inviteret og det bliver med bøn og bibeloplæsning.
Der er sjældent kamp om pladserne på kirkebænken i de danske folkekirker.
Til gengæld kan det være svært at skaffe en plads på saunabænken, når gusmestre landet over svinger håndklæderne.
Og netop den succes har en nordjysk præst set potentiale i.
Jesper Fodgaard, som er præst i Vor Frelsers Kirke i Aalborg, inviterer denne fjerde søndag i advent til julegus for andet år i træk.
Konceptet er uhyre populært. De 75 billetter blev revet væk på få dage, og præsten tror ikke kun, det er sauna-delens skyld:
– Langt de fleste af os efterspørger rum til at finde ro, fordybelse og nærvær. Og for mange er den kristne tradition jo et sted, man kan finde det, siger Jesper Fodgaard.
– Kirken skal ikke være et wellness-center
Kirkerummet er derfor denne søndag flyttet til saunaen i Haraldslund Vand- og Kulturhus, hvor menigheden kan se frem til en anderledes kombination.
– Noget af det ligner bare en helt almindeligt saunagus, men det særlige er, at der også bliver inkorporeret nogle korte bibeltekster, små refleksioner, en velsigenselsbøn og meditativ musik og salmer.
Jesper Fodgaard har selv gået i saunagus i 20 år og glæder sig nu over endelig at have fået de kristne budskaber ind i saunarummet.
Faktisk drømmer han om, at Vor Frelsers Kirke skal have sin egen sauna udenfor kirken.
– Det er jo ikke fordi, kirken skal være et wellness-center, men det bliver jo så bare ét af de rum, hvor troen og eftertænksomheden kan leve, siger Jesper Fodgaard.
Den nordjyske præst håber, at ‘kirkesaunaen’ står klar til brug engang i det nye år.