
Rachel fra TV 2-programmet “Årgang 0” har besluttet at bruge sin første månedsløn på noget ganske særligt.
Rachel Ellebye fra “Årgang 0” er netop begyndt i sit første fuldtidsjob i en virksomhed i Glostrup, der producerer magneter.
Her arbejder hun med kommunikation, sociale medier, salg og kundeservice – og hun har allerede planer for den første løn.
Det fortæller “Årgang”-stjernen i et interview med BILLED-BLADET.
– Den skal bruges på julegaver!, siger hun med et smil og fortæller, at hun skal holde jul hjemme i Aabenraa med hele familien.
– Jeg har købt nogle rigtig fine gaver til mine forældre. De sidste par år har vi givet oplevelsesgaver i stedet for materielle gaver. Jeg tager dem for eksempel i teatret, fortæller Rachel med en stolthed i stemmen.
Med sin fuldtidsløn vil hun også gerne forkæle dem lidt ekstra.
– Jeg vil også gerne invitere dem på en hotelovernatning på et tidspunkt. De har givet mig så meget gennem min opvækst, så nu synes jeg, det er på tide, at jeg giver noget tilbage, understreger Rachel overfor BILLED-BLADET.