
Keld og Hilda Heick rejste i mange år landet tyndt, når de skulle ud at optræde. Det liv var ikke uden ofre i familien, også for datteren Annette.
TV 2 Charlie sender torsdag aften dokumentaren “Keld og Hilda – hånd i hånd” om et af Danmarks mest elskede dansktop-par. I dokumentaren ser Keld og Hilda Heick tilbage på deres liv i scenen og hjemme i privaten.
For familien Heick begyndte det professionelle og private liv at smelte mere og mere sammen, da det ikke længere kun var Keld, der sammen med Keld & the Donkeys, turnerede rundt i landet, men også Hilda, der var med på scenen.
Parret var på daværende tidspunkt blevet forældre til Annette, og som Hilda udtrykker det i dokumentaren, så var det værste ved at hun skulle med ud at optræde Annette og følelsen af, at hun svigtede sin datter.
Annettes ord sidder stadig i Hilda
“Mor kunne du ikke godt savne vores dejlige lørdag, hvor vi sad og hyggede os og lavede dukketøj?” sagde Annette på et tidspunkt til sin mor. Genkaldelsen af den sætning rammer stadig Hilda lige i mor-hjertet, der med blanke øjne må puste ud, før hun går videre.
“Den var hård” fortæller hun.
Efter flere år sådan kunne det ikke blive ved med at køre sådan for familien, og Hilda besluttede, at hvis de fortsat begge skulle være væk og optræde så meget, som de gjorde, så skulle familien anskaffe sig en campingvogn, der fungerede som deres hjem, så Annette altid kunne være med.
Sådan en købte de og rejste landet tyndt sammen alle tre.