
Statsminister Mette Frederiksen skal væltes og sendes ud af Statsministeriet.
Det er Danmarksdemokraternes helt store mål, når folketingspolitikerne igen vender tilbage til Christiansborg i løbet af efteråret.
Det siger Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, til partiets sommergruppemøde i Nørre Vosborg torsdag, skriver Ritzau.
– SVM-regeringen har været et misfoster. Vi går efter en blå regering efter et valg. Vi vil af med Mette Frederiksen, og vores sjæl kan ikke sælges for den dejlige lugt af læder i en ministerbil, siger partilederen ifølge Ritzau.
Hun håber, at en samlet blå blok kan overbevise Venstre om at vende tilbage til blokpolitikken.
– Jeg håber, at Venstre tager imod den udstrakte hånd og vender hjem til den blå familie. Men den bold er hos Troels Lund Poulsen, siger Støjberg med henvisning til Venstres formand og landets forsvarsminister.
De Konservative og DF har meldt ud, at de peger på netop Troels Lund Poulsen som blå bloks statsministerkandidat, mens Liberal Alliance i denne uge har åbnet for også at pege på Venstres formand som blokkens statsministerkandidat.