
Nu venter en ny retssag i USA mod en kendt influencer.
En domstol i Paris har mandag kendt ti personer skyldige i at have chikaneret Frankrigs førstedame, Brigitte Macron, på nettet.
Det skriver Reuters.
Ifølge retten spredte de dømte falske påstande om hendes køn og seksualitet og kom med nedladende kommentarer om aldersforskellen mellem hende og præsident Emmanuel Macron. Brigitte Macron er 24 år ældre end sin mand.
De otte mænd og to kvinder modtog straffe, der spænder fra betingede fængselsdomme på op til otte måneder til en ubetinget dom på seks måneder.
Flere fik desuden bøder, påbud om at gennemføre kurser om digital chikane og forbud mod at bruge sociale medier.
Konspirationsteorien bag sagen
Sagen udspringer af en konspirationsteori, der har floreret siden 2017, hvor Emmanuel Macron blev valgt som præsident.
Teorien hævder, at Brigitte Macron i virkeligheden er en transkønnet person, der tidligere hed Jean-Michel Trogneux – navnet på hendes bror.
To af de dømte blev allerede i 2024 kendt skyldige i injurier for at hævde, at Brigitte Macron slet ikke eksisterer, men i virkeligheden er sin egen bror, som har skiftet køn.
Anklagerne mod de to blev afvist i landsretten med argumentet om, at det ikke nødvendigvis er “et angreb på æren” at sige, at en person har skiftet køn.
Emmanuel og Brigitte Macron har anket sagen til højesteret.
Flere sager i gang
Mandagens dom kommer, mens præsidentparret også har anlagt en storstilet injuriesag i USA mod den højreorienterede influencer Candace Owens, der gentagne gange har fremført de samme påstande om Brigitte Macrons køn i sin podcast og på sociale medier.
Brigitte Macrons datter fra et tidligere forhold, Tiphaine Auzière, har tidligere forklaret i retten, at chikanen har påvirket hendes mors helbred og livskvalitet og endda ramt børnebørnene, som er blevet drillet i skolen.
Tiphaine Auzière fortalte, hvordan hendes mor har måttet være ekstra opmærksom på valg af tøj og kropsholdning, fordi hun ved, at hendes image bliver brugt til at understøtte konspirationsteorierne.
Søndag aften, inden der faldt dom i sagen, udtalte Brigitte Macron sig til den franske tv-station TF1 om den digitale chikane, hun har oplevet.
– Hvis jeg ikke går forrest, bliver det svært at hjælpe unge med at bekæmpe mobning, sagde hun til TF1.