
Anmeldelser om ulovlig affyring af fyrværkeri vælter ind hos flere af landets politikredse.
Natten til mandag blev en kaotisk scene fanget på kamera i det københavnske kvarter Nordvest.
Videoen viser, hvordan unge mænd parkerer deres biler midt på vejen og affyrer raketter direkte mod hinanden.
Episoder som den er fuldstændig uacceptable. Sådan lyder det fra Rune Nielsen, som er vicepolitiinspektør hos Københavns Politi.
– Dem, der gør det her, forstår ikke alvorsgraden. Det er meget farligt, og det er straffeloven, som bliver gældende, når folk skyder efter hinanden, siger Rune Nielsen til TV 2.
Hundredvis af anmeldelser
Videoen fra Nordvest er delt med TV 2 af en beboer, som ikke ønsker at medvirke med navn.
Men vedkommende fortæller, at videoen er et udtryk for et generelt problem i disse dage, og at det er til stor gene.
Hændelsen i videoen står ikke alene.
Landets politikredse beretter om adskillige episoder, hvor folk ulovligt affyrer fyrværkeri.
Københavns Politi oplyser til TV 2, at kredsen den seneste uge har fået over 100 anmeldelser om affyring af fyrværkeri.
Det samme gør sig gældende hos Østjyllands Politi, der også har mere end 100 anmeldelser liggende og kalder det en stigning sammenlignet med sidste år.
Der må kun affyres fyrværkeri 31. december og 1. januar. Resten af året er det ulovligt for privatpersoner, men det fraholder tydeligvis ikke de krudtglade.
Skyder med bomberør
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser tirsdag morgen i døgnrapporten, at kredsen fortsat modtager mange anmeldelser om hændelser med nytårskrudt.
Den var for eksempel gal mandag aften på Langelandsvej i Køge, hvor to grupper af unge drenge skød fyrværkeri efter hinanden.
Lidt senere samme aften opstod en tilsvarende situation på Parkvej i Store-Heddinge. Unge drenge affyrede raketter efter hinanden, skriver politikredsen.
Politiets betjente rykkede ud, men måtte dog konstatere, at de ikke med sikkerhed kunne finde personerne, der affyrede nytårskrudtet.
Anderledes gik det i bydelen Viby i Aarhus. Østjyllands Politi modtog en anmeldelse om, at der blev skudt med fyrværkeri ud af et vindue i en personbil, der kom kørende på Viby Ringvej.
En patrulje fik standset den pågældende bil, og en 18-årig mand blev sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven.
Politiet med klar opfordring
Fælles for flere af politikredsene lyder det, at man skal vente med at affyre fyrværkeri, indtil det er tilladt.
Hvis man som borger oplever, at det alligevel ikke er tilfældet, skal man anmelde det til politiet, siger vicepolitiinspektør Rune Nielsen fra Københavns Politi.
– Man må meget gerne give et signalement. Hvordan ser de ud? Hvad har de på? På den måde har vi en bedre chance for at finde dem, forklarer han.
Det understreges, at det alle dage året rundt er ulovligt at skyde fyrværkeri af mod andre mennesker.