ANALYSE: For nogle af dansk politiks mest markante personer bliver 2026 et skæbneår. Flere af dem kan være fortid på Christiansborg inden året er omme

Når Mette Frederiksen 1. januar sætter sig foran skrivebordet på Marienborg, kigger ind i tv-kameraet og siger ”god aften”, sparker hun samtidig gang i en politisk sæson, der tegner til at blive den mest spændende, mest uforudsigelige og potentielt mest omvæltende i årtier.

Og selvom der stadig kan gå måneder, før valget egentligt bliver udskrevet, går valgkampen de facto i gang allerede nu.

For særligt fem af dansk politiks mest toneangivende personer, er der ekstraordinært meget på spil. For dem venter et sandt skæbneår. For ved dette valg kan deres politiske karriere enten toppe – eller slutte.

Allermest på spil har statsminister Mette Frederiksen.

I et årti har hun været den suverænt mest centrale figur i dansk politik. Hende, der har sat den politiske dagsorden. Hende, der har stået i spidsen for flere regeringer.

Og indtil for nyligt, var det umådeligt svært at se, hvorfor det ikke skulle fortsætte ind i næste valgperiode.

Men pludselig har magtbalancerne i dansk politik forskubbet sig, og sandheden er nu, at det om lidt kan være slut for Mette Frederiksen.

Sandheden er, at det om lidt kan være slut for Mette Frederiksen.

S-formanden står i en særdeles svær situation. Hendes parti har fået to elendige valgresultater i træk – EU-valget i 2024 og kommunalvalget i 2025 – og for første gang i Mette Frederiksens formandstid er der intern kritik af både hendes politiske beslutninger og af hendes person.

Meningsmålinger viser pludselig blåt flertal, og Socialdemokratiet står til at få færre end 20 procent af stemmerne.

Kampen er langtfra tabt for Mette Frederiksen, der før har vist, at hun kan indhente tabt terræn i en valgkamp. Og man bør aldrig undervurdere den socialdemokratiske kampagnemaskine.

Men ender det som meningsmålinger lige nu spår – at S både kan miste regeringsmagten og få det dårligste folketingsvalg nogensinde – er det svært at forestille sig, at Mette Frederiksen fortsætter som partiformand.

Så for Mette Frederiksen kan man roligt tale om et skæbneår; er det også hende, der skal holde nytårstalen om et år – eller er hun fortid i dansk politik til den tid?

Det siges ofte om Lars Løkke Rasmussen, at han ligesom en kat har ni liv.

Spørgsmålet er, hvor mange af dem, Moderaternes formand efterhånden har brugt.

Efter endnu en tumultarisk valgperiode, hvor han på skift har skullet håndtere kriser i sit parti – og kriser rundt om i verden som udenrigsminister – står Løkke nu igen i en situation, hvor han skal kæmpe for sit politiske liv.

Moderaterne ligger i de aktuelle meningsmålinger omkring spærregrænsen, og risikoen for at partiet ryger helt ud af Folketinget er bestemt til stede. 2026-valget kan således blive endestationen for Løkke efter mere end tre årtier på Christiansborg.

2026-valget kan således blive endestationen for Løkke efter mere end tre årtier på Christiansborg.

Omvendt har den tidligere statsminister før vist, at han på kort tid kan vende truende fiasko til succes.

Seneste eksempel er fra folketingsvalget i 2022. Her stod det dengang nyopfundne Moderaterne godt to måneder før valgdagen til blot 2,2 procent i en meningsmåling fra Megafon. Men på valgdagen satte hele 9,2 procent kryds ved partiet.

Det er imidlertid ikke blot vigtigt for Løkke at komme over spærregrænsen – han skal også have de afgørende mandater. For hvis der er blåt eller rødt flertal uden Moderaterne, risikerer Løkkes parti at blive sat helt udenfor indflydelse i den kommende valgperiode.

Nu skal det være for Pia Olsen Dyhr!

Hun er den suverænt længst siddende nuværende partiformand på Christiansborg, og i de snart 12 år hun har stået i spidsen for SF, har hun haft ét stort mål:

At bringe SF tilbage i en regering og vise, at partiet kan holde til at bære ansvarets åg.

Og hendes muligheder for at bevise det, er gode i 2026. På det seneste har både Mette Frederiksen og Lars Løkke sendt forsonende toner i SF-formandens retning – og hvis der efter valget er et rødt eller rød-lilla flertal, så bliver SF med al sandsynlighed en del af Danmarks næste regering.

Hvis der efter valget er et rødt eller rød-lilla flertal, så bliver SF med al sandsynlighed en del af Danmarks næste regering.

Men i de øjeblikkelige meningsmålinger ser et blåt flertal mindst lige så sandsynligt ud, og i den situation kommer SF til at friste en tilværelse som oppositionsparti uden den store politiske indflydelse i endnu en valgperiode.

Og bliver det udfaldet, trænger følgende spørgsmål sig naturligvis på: Kommer Pia Olsen Dyhr så til at blive siddende en hel valgperiode mere som partiformand? Og får hun nogensinde chancen for at bringe SF ind i en regering igen?

Det er nu – eller måske aldrig – for SF-formanden.

Det er ikke usandsynligt, at det er Troels Lund Poulsen, der holder nytårstalen om et år.

Venstre-formanden, der ellers aldrig har fået imponerende personlige valg og heller ikke var tiltænkt rollen som partiformand, før Jakob Ellemann pludselig trak sig, er nu det borgerlige Danmarks bedste bud på en statsminister.

Også selvom han ikke selv tør tage ”statsministerkandidat”-ordet i sin mund. Og selvom han står i spidsen for et parti, der stadig er uendeligt langt fra fordums styrke, når man kigger i meningsmålingerne.

Men Troels Lund Poulsen har både skabt ro internt i Venstre, og placeret sit parti et sted, hvor de blå oppositionspartier bejler til ham – samtidig med at S og M ikke for alvor kan angribe ham, fordi han stadig sidder i regering med dem.

Det er ikke usandsynligt, at det er Troels Lund Poulsen, der holder nytårstalen om et år.

Men store spørgsmål tårner sig også op med indgangen til et valgår: Hvordan håndterer Troels Lund Poulsen egentlig at stå i spidsen for sit parti i en valgkamp?

Kan han stå distancen i partilederrunderne?

Og har borgerlige vælgere egentlig tilgivet Venstre for det løftebrud, det var, at danne regering med Socialdemokratiet efter det seneste valg, på trods af at man havde lovet, at det aldrig ville ske?

Ved valget i 2022 var det tæt på at være slut for Dansk Folkeparti.

Efter årevis med vælgerflugt, interne skærmydsler og hård konkurrence på højrefløjen, kom partiet kun lige akkurat i Folketinget med 2,6 procent af stemmerne.

Men Morten Messerschmidt har i øjeblikket gang i et bemærkelsesværdigt comeback. I meningsmålinger står partiet nu til 8-9 procent af stemmerne.

Og endnu vigtigere: En god del af DF’s stemmer ser ud til at komme fra Socialdemokratiet. Stemmer, der altså hives over midten og er med til at forrykke magtbalancen i dansk politik.

Hvis der ender med at være blåt flertal på valgaftenen, har Dansk Folkepartis formand således en meget stor del af æren for det.

Og i DF-toppen er man fast besluttet på, at et blåt flertal ved næste valg skal veksles til regeringsdeltagelse for første gang i partiets historie.

Men hvad der er kommet hurtigt, kan hurtigt forsvinde igen. Det ved Messerschmidt bedre end nogen. Og for DF-formanden venter således også det vigtigste år i hans politiske karriere.