
Christina Krzyrosiak Hansen ankommer til nytårskur på Amalienborg.
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Holbæk-borgmesteren er ankommet til kongeparrets nytårskur i en isblå kjole, som nærmest er taget ud af Disney-filmen “Frozen”.
Landets borgmestre er ankommet til et snedækket Amalienborg, hvor kongeparret afholder nytårskur.
En af dem, som matcher de omkringliggende vinteromgivelser særdeles godt er Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.
Den 33-årige borgmester er ankommet til den kongelige begivenhed i en smuk, isblå kjole, som nærmest er taget ud af Disney-filmen ”Frozen”. Til kjolen bar Christina Krzyrosiak Hansen naturligvis Holbæks borgmesterkæde.
Ifølge Sjællandske Nyheder har Holbæk-borgmesteren fået syet kjolen hos en lokal skrædder, Lisbeth Christensen fra Holbæk Skrædderi.
Det er ikke første gang, at Christina Krzyrosiak Hansen deltager i en kongelig begivenhed. Men det er dog første gang, at borgmesteren deltager i nytårskur.

Christina Krzyrosiak Hansen ankommer til Amalienborg, hvor kongeparret afholder nytårskur for landets borgmestre og regionrådsformænd.
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Som følge af kongehusets fornyelse af nytårskurene er der stablet en ny kur på benene. Den nye kur er for alle landets borgmestre og regionrådsformænd. Tidligere har det udelukkende været borgmestrene fra Frederiksberg og Gentofte Kommune, som har kunnet deltage.
Christina Krzyrosiak Hansen blev genvalgt i efteråret. Hun har siddet som borgmester siden 2018, da hun som 24-årige vandt valget i 2017. Det gjorde hende til landets yngste borgmester.
Ifølge TV 2 blev hun ved det seneste kommunalvalg landets største stemmesluger.